To gravhøje gemmer på storslået kærlighedsdrama

Gravhøje har til alle tider været omgivet af mystik, trolddom og sælsomme historier. Poskær Stenhus og Agri Dyssen bærer på Syddjurs vel nok mest dramatiske kærlighedsdrama:

Gårdejer Janus Hyltenberg levede i et barnløst forhold med sin hustru Dorothea på den dengang meget gamle Grovlegård i Agri. En sensommeraften i det Herrens år 1747 forgriber han sig på gårdens smukke tjenestepige Boline Nielsdatter, alt medens hustruen for længst havde hengivet sig til nattens fredfyldte skønhedssøvn. Hvad der ikke lykkedes for Dorothea, gjorde i allerhøjeste grad for Boline – hun blev tvillingesvanger med en pige og en dreng.

Skammen var naturligvis ubærlig. For at redde pigens ære lod de hende føde i dølgsmål med et indiskutabelt krav om at bortadoptere drengen Julius til Grovlegården og pigen Julie til hustruens søster i Agri, som i forvejen havde 12 børn. Om moderens skæbne ved man meget lidt. Men ifølge troværdige kilder skulle hun have modtaget et tåleligt skudsmål og et jomfrueligt ”frikort” til at komme videre med sit liv. Også dengang slap mænd for ansvar, skam og forpligtelser.

Ulykkeligvis ville Skæbnen, at de to unge mennesker mødte hinanden og blev dybt forelskede. De to familier forsøgte håbløst med dunder og trusler at forhindre ’katastrofen’, men måtte give op og blotte dele af sandheden. Man kan binde mennesker på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd (PH-inspireret udsagn).

De unge kunne ikke forestille sig et liv uden hinanden og måtte derfor se håbløsheden i øjnene. De valgte i al deres fortvivlelse at indtage skarntydesaft, som ville bringe dem videre sammen til Evigheden. De håbede, at den gode Gud ville være nådig og forene dem i Himlen.

Hjertet banker

For at tækkes tidens moral lagde de sig til at dø i hver sin indgang til de to tvillingedysser Poskær Stenhus og Agri Dyssen ved solopgang under vintersolhverv. Kun denne ene gang om året skinner Solen på romantisk vis direkte ind i dyssernes indgange.

De unge blev i dølgsmål med skammen stedt til hvile på Agri Kirkegård – uden gravsten. De unges fader Janus Hyltenberg fik syv år senere en hæderkronet begravelse på samme kirkegård med en smukt tilhugget sten fra Grovlegårdens jorder.

Sagnet fortæller, at man hvert år om morgenen ved vintersolhverv kan høre Julies hjerte banke for sin elskede Julius ved Poskær Stenhus. Jeg har ikke selv oplevet det, men det skulle være sandt nok.

Historien fortæller også, at den følsomme og hjertekære Frederik 7. i kærlig ærbødighed for de unge lagde en blodrød rose ved indgangen til begge dysser.

Kærlighedens veje er uransalige – fordømmelsens utilgivelige.

Om gravhøjene

Poskær Stenhus er Danmarks største og smukkeste runddysse opført i bondestenalderens såkaldte Tragtbægerkultur omkring 3.300 f. Kr. og fungerede som fælles grav- og kultplads. Et nærliggende vandhul benævnt Poskær har lagt navn til dyssen.

Dækstenen er halvdelen af en enorm granitsten, der er kommet til Danmark under den seneste istid for cirka 15.000 år siden.

I Danmark har store sten altid været et eftertragtet byggemateriale, og de fleste af oldtidens stendysser og jættestuer er derfor helt forsvundet eller kraftigt beskadiget ifm. stenhugst. Heldigvis lykkedes det lokalt at få Poskær Stenhus fredet i 1860 med begrænsede skader. Det var derfor med stor stolthed, at Ebeltoft kunne vise Kong Frederik 7. begge dysser ifm. kongebesøget i 1861.

Den faktuelle del er inspireret af Trap Danmark ved Benita Clemmensen. Dramaet i forbindelse med Grovlegård er baseret på overleveringer fra personer i lokalområdet, som Vadstrup har talt med.