Djursland for fuld Damp kører deruda'
Gæsterne myldrer til Djursland for fuld Damp, der hver sommer byder på oplevelser på skinnecykel, kano med mere
»I øjeblikket er det hele rosenrødt. Vi har flere gæster, end vi nogensinde har haft, og skønsmæssigt ligger vi 30 procent over budgettet for perioden maj og første halvdel af juni. Der er rigtig godt gang i det,« fortæller Torben Jensen, formand for den vestdjurske attraktion Djursland for fuld Damp i Allingåbro.
»Jo, det går godt, altså bedst når det ikke regner,« supplerer daglig leder Ann Møgelvang.
God gænge efter storm
De er begge lettede ovenpå efterårets uro, hvor det årlige kommunale tilskud så ud til at ville blive reduceret væsentligt. I maj vedtog et enigt Kultur- og Fritidsudvalg imidlertid at bibeholde det årlige tilskud på 750.000 kroner årligt. Hvorvidt det også bliver sådan, afhænger af de kommende budgetforhandlinger i Norddjurs Kommune.
»Udvalget har indstillet 750.000 kroner årligt de næste mange år, men det er jo budgetforhandlingerne, der afgør det. Vigtigt er det, at det er et enigt udvalg, der indstillede det, og de sidder jo i tre år mere,« konstaterer Torben Jensen.
»Sådan en attraktion som vores med store bygninger og 17 kilometer banestrækning vil aldrig kunne klare sig selv. Alene i forsikringer betaler vi 80.000-100.000 kroner årligt.«
Flere strenge at spille på
Selv om det danske sommervejr er omskifteligt, og regnvejr ikke appellerer til udendørs aktiviteter, så har gæsterne altså fundet vej til både skinnecykler og kanoer. Til DffD hører også et veteranbilmuseum, overnatning i togvogn og en veteranbus.
Inden højsæsonen for alvor går i gang, er det bedsteforældre med børnebørnene, der tager på tur, og når højsæsonen går ind, er det forældre og børn, der indløser billet, fortæller Ann Møgelvang. Mange af gæsterne er turister, der i forvejen er på besøg på Djursland.
Også værkstedsmuseet er velbesøgt. Flere gange om ugen kommer grupper på besøg og ser, hvordan man reparerede biler i perioden 1930’erne til 1960`erne.
»Museet er et kæmpe plus for Djursland for fuld Damp. I det hele taget er det nødvendigt, at vi har flere strenge at spille på, når vi skal trække gæster til,« konstaterer Torben Jensen.
»Et rigt område«
Han håber, at der kommer yderligere gang i besøg af busselskaber fra hele landet, der søger mod DffD og samtidig køber ind på guidede busture rundt i den gamle Rougsø kommune.
»Vi har jo et helt korps af dygtige fortællere i Rougsø, og et dejligt område med fjorden, kysten og historien, blandt andet med de fire herregårde Hevringholm, Holbækgaard, Løvenholm og Stenalt indenfor halvanden times kørsel.«
Området har historisk set været rigt og forholdsvis fredeligt at bo i, fortæller Torben Jensen.
»Rougsø har jo været et af de mest befolkede områder gennem 5000 år - et rigt område med et godt spisekammer og beskyttet af fjender. Det har været et af de bedste områder at bo i, og det er det stadig.«