DffD: Vennekreds giver et nap
Lokale frivillige hjælper med praktiske udendørs opgaver.
Der skulle bare et par enkelte ord til, så meldte otte lokale borgere sig som frivillige for Djursland for fuld Damp (DffD). Det skete i forbindelse med en fællesspisning på Allingåbro Hotel sidste efterår, hvor bestyrelsesmedlem i DffD Leo Petersen rejste sig og gav en status for attraktionen.
Han foreslog samtidig, at der blev oprettet en gruppe af frivillige til at hjælpe med oprydning på de udendørs arealer samt forskelligt forskønnelsesarbejde. Straks var der otte friske hjælpere, der meldte sig, og tallet er i dag oppe på 15.
»Og der er flere på vej. Det er primært pensionister, der har lidt tid i overskud,« forklarer Leo Petersen.
Han tilføjer, at Vennekredsen samtidig sender et signal til borgere og politikere om, at stedet er i god gænge med et lokalt fundament af aktive borgere.
Opbakning og hygge
Peter Haslund og Per Christensen meldte sig begge på den første aften.
»Vi meldte os for at bakke op om DffD, for det går jo ud over hele byen, hvis det lukker. Det rammer både arbejdspladser, handelsliv og byens aktive liv. Det hele hænger jo sammen.«
Det sociale hvor man går og hygger sig sammen, er også en faktor.
En tur på skinnecykel kan i øvrigt sagtens være en del af jobbet.
»Vi tager gerne en skinnecykel til Uggelhuse og rydder området for grene og affald,« smiler Leo Petersen.
Ukrudt og madpakkehus
Den første opgave var klipning af ukrudtet langs Jernbanegade for tre-fire uger siden. Næste samling bliver muligvis ved madpakkehuset i Uggelhuse, der trænger til vedligeholdelse.
Med de indtil videre 15 medlemmer af Vennekredsen er arbejdet overkommeligt. Opgaverne udstikkes af daglig leder Ann Møgelvang, der fortæller Leo Petersen, hvad der trænger. Han kontakter derefter hjælperne.
»Så man binder sig ikke til en fast vagtplan, og det er ikke engang hver måned, vi skal afsted.«