Fortsæt til indhold

DffD: Modvind i efteråret giver stadig dønninger

Busselskaber holder sig tilbage fra at programlægge besøg hos Djursland for fuld Damp efter turbulens i efteråret.

Samfund

Turistattraktionen Djursland for fuld Damp (DffD) i Allingåbro mærker stadig efterveer efter det politiske stormvejr sidste efterår, hvor fremtiden for DffD på grund af varslede besparelser så mørk ud. Politisk blev det meldt ud, at det kommunale tilskud ville blive beskåret, hvilket affødte stor bekymring, både hos DffD og hos borgere i Allingåbro. I maj indstillede Kultur- og Fritidsudvalget imidlertid til kommunalbestyrelsen for de kommende budgetforhandlinger, at det tidligere årlige tilskud på 750.000 kroner bibeholdes i årene fremover.

Men usikkerheden har stadig konsekvenser for turistattraktionen.

»Der er stadig lidt manglende viden om, at Djursland for fuld Damp er i fuld gang. Det mærker vi blandt andet i forhold til fondsansøgninger. Men der er jo heldigvis lagt op til, at vi kommer på budgettet de næste mange år,« siger daglig leder Ann Møgelvang med henvisning til det politiske udvalgs indstilling.

Torben Jensen, formand for DffD’s bestyrelse, fortæller at der i dag er længere mellem besøg af landets busselskaber.

»Når vi forsøger at lave aftale med dem, er det lidt op ad bakke. De kan huske den usikkerhed, der var i efteråret.«

Et stort ønske fremover er således at udvide med flere guidede busture.

God sæson indtil videre

Som nævnt andetsteds er indeværende sæson dog kommet rigtig godt i gang. Den lokale opbakning er også i vatter, blandt andet i form af en ny venneforening til at ordne forskellige praktiske udendørs opgaver, og med det afholdte klovneløb for et par uger siden, hvor der med udgangspunkt i DffD blev samlet ind til fordel for hospitalsklovne.

»Der er rigtig mange gode historier omkring Djursland for fuld Damp, og det skal jo helst fortsætte,« understreger Torben Jensen.