I morgen findes ikke (endnu)
I denne uge fylder jeg år. Hverken rund eller halvrund. Men alligevel en særlig dag. Det er 42 år siden, at jeg kom til verden – en sommernat på Silkeborg Sygehus. Min Far var, lidt atypisk for sin tid, med til alle sine børns fødsler. Jeg var den sidste i rækken af tre.
Det er 42 år siden, at jeg trak luft ned i mine lunger for første gang – og 42 år siden, at min 3,5 år ældre storesøster mødte mig med ordene: ”Næ, der ligger en lille sød Marie!”. Og så kunne jeg jo ikke hedde andet.
Jeg kan godt lide at have fødselsdag. Ikke nødvendigvis med fest og store forsamlinger, men jeg holder af mærkedage i det hele taget. Særlige dage imellem alle de almindelige dage. Anledninger til at stoppe op og reflektere lidt over det hele – og måske få en kærlig påmindelse om, hvor meget der er at takke for.
Jeg trækker stadig luft ned i mine lunger. Jeg lever. Jeg er. Det er da noget at takke for! Og det minder enhver fødselsdag mig om på en særlig måde, selvom der selvfølgelig er grund til at takke hver eneste dag. Måske er taknemmeligheden et alderstegn. Jeg ved det ikke. Men taknemmeligheden tager for mit vedkommende i hvert fald til med alderen.
Sidste år blev min fødselsdag fejret i dansk hedebølge og fantastisk selskab af alle dem, der kom og hjalp med at lave æresport til mine forældres guldbryllup dagen efter. Det var festligt, meningsfuldt og en anledning til at lade taknemmeligheden flyde frit. I år skal jeg for første gang fejre fødselsdag uden min Far. Ham, der var med ved mit første åndedrag. Ham, jeg sad hos ved hans sidste. Mærkedage kan mærkes – og nogle gange stærkere end andre.
I skrivende stund har jeg grund til at tro, at jeg også oplever en fødselsdag nummer 43 og forhåbentlig mange flere end det. Men ingen af os ved det jo. Vi ved bare, at livet en dag slutter for os alle sammen. Og nogle mennesker ved lige nu, at deres næste fødselsdag (formentlig) ikke bliver.
Vi lever nemlig side om side – mennesker, der forestiller sig mange fremtidige fødselsdage, og mennesker, der mærker, at livet er ved at rinde ud. Og mange af os bærer elskede døde med os igennem livet.
Statistisk set er jeg omkring halvvejs i mit liv. På den ene side er det svært at se 42 år bagud. På den anden side er det langt sværere at se 42 år frem. Forestille sig tilværelsen om 10, 20, 30 eller 42 år fra nu. Og måske er det heller ikke specielt interessant, hvad jeg i dag forestiller mig om mit liv om 42 år, hvis jeg skulle være så heldig at nå dertil. For sagen er, at fremtiden ikke findes for nogen af os, før vi er der.
Vi har fortidens minder og så det dyrebare NU. Fremtiden kan vi gøre os forestillinger om, men den findes ikke endnu. Det er som plakaten uden for værtshuset, hvor der står: ”Gratis øl – i morgen”. Skiltet står ude hver eneste dag. Og det må siges at være en gratis omgang, for når den tørstige kunde håbefuldt kommer tilbage, dagen efter han eller hun har læst skiltet, er ”i morgen” jo blevet til ”i dag” – og skiltet er det samme.
”I morgen” findes kun i vores evne til at planlægge og forestille os ting ude i fremtiden. Men hvis vi kommer derhen, hvor vi forestiller os, er det, fordi fremtiden er blevet til nutid.
Med andre ord er livet på den ene side ”kun” nu og her! Og på den anden side er fortid, nutid og fremtid samlet i ethvert menneske. For vi lever i ethvert NU med fortidens erfaringer og med tanke på fremtiden (uanset om den fremtid forventes lang eller kort). Der er ”lagt livstid i vores krop”, som det hedder i en nyere salme af Iben Krogsdal (nummer 899 i 100 Salmer og nummer 72 i Højskolesangbogen).
For nok skal vi alle sammen dø en dag, men indtil det sker, så lever vi. Det er værd at sige tak for både på hverdage og mærkedage, uanset om vi får lov til at møde dagene med glæde og frimodighed, eller om vi må opleve dem gennem tårer.
Så længe, der er livstid tilbage i kroppen af os, er der nemlig mulighed for, at i morgen kommer os i møde som et nådefuldt NU, der er værd at takke for.