Fortsæt til indhold

De var først med thai-mad i Grenaa. Nu får restaurant nye ejere

Thai Silk på Østerbrogade får nye folk bag gryderne, men ånden i den thailandske restaurant forbliver den samme.

Samfund

Der var vist ikke mange, der helt forstod, hvad Bent og Kungsadal Petersen helt præcis havde gang i, da de for syv et halvt år siden åbnede tahi-restauranten Thai Silk på Østerbrogade.

Parret var landet i Grenaa, da Bent Petersen fik arbejde på etableringen af Anholt Vindmøllepark, og inden da havde de været på Maldiverne, hvor Bent Petersen var udstationeret og Kungsadal Petersen arbejdede som kok og sørgede for at bespise hendes mands medarbejdere.

Da destinationen blev Grenaa fik Bent Petersen forvildet sig ud i at love, at de kunne åbne et spisested, så hans kone kunne få sit eget køkken, og da Kungsadal Petersen fandt lokalerne på Østerbrogade, var der ingen vej tilbage.

»Jeg mente, at vi skulle finde et sted inde i byen, men Kungsadal havde lagt sig fast på stedet her, og sådan blev det,« noterer Bent Petersen med et skævt smil.

»Vi har ikke haft restaurant før, og vi var den første thai-restaurant i byen. Jeg havde nok en fornemmelse af, at de fleste i byen var til mere traditionel mad, så jeg var da ret nervøs. På den anden side vidste jeg, at Kungsadal laver fantastisk mad, og det thailandske køkken er vildt lækkert, så vi havde selvfølgelig en tro på, at det nok skulle gå. Og hun fik jo ret. Nu har vi været her i syv og et halvt år, og vi har fået virkelig mange gode venner og kunder her igennem årene,« fortæller Bent Petersen.

Nye ejere

Derfor lægger parret da heller ikke skjul på, at det er med en masse vemod, at de nu overdrager Thai Silk til nye ejere.

Det er hårdt arbejde at drive restaurant, og den erkendelse førte Kungsadal og Bent Petersen på udkig efter folk, der havde lyst til at drive stedet videre.

Dem har de fundet i Suphakchaya Changkaeo og Sompong Hatthaket.

Suphakchaya Changkaeo driver i forvejen massageklinik i Grenaa og er således vant til at køre forretning.

Det bliver hende, der sørger for gæsterne i restauranten, mens Sompong Hatthaket bliver ny køkkenchef i Thail Silk.

»Vi er selvfølgelig meget spændte, for det er også nyt for os. Jeg har heldigvis erfaringen i at drive virksomhed, og jeg håber da også, at det kommer os til gavn, at jeg allerede kender mange mennesker i byen. Sompong er en fantastisk kok med masser af lyst til at lave mad, så da muligheden opstod, var vi enige om, at det var nu, vi skulle tage chancen,« siger Suphakchaya Changkaeo.

Knusende dygtig

For Bent og Kungsadal Petersen har det således også været vigtigt at overdrage gryder, pander og nøgler til nogen, de selv er overbeviste om, der kan føre Tahi Silk videre.

»Det var hele tiden målet for, at vi skulle finde nogen, der ville videreføre thai-maden. I påsken prøvede vi det af, og vi kan jo bare se, at det er en knusende dygtig kok, der kommer til at lave mad her. Det er virkelig positiv, at vi ved, at restauranten bliver videreført på samme måde,« konstaterer Kungsadal og Bent Petersen.

Parret lukker restauranten ned på søndag 20. august, hvorefter Suphakchaya Changkaeo og Sompong Hatthaket tager over.

De nye ejere holder åbent hus fredag 25. august fra klokken 10-13. Klokken 17 samme dag åbner restauranten igen som sædvanligt.