Fortsæt til indhold

Bilerne skal væk for at gøre plads til nyt marked på torvet - men én bod mangler

Fællesråd er klar til at teste madmarked, som hver lørdag skal skabe liv på det centrale bytorv i Åbyhøj.

Samfund

Skal man omtale liv og mange handlende i Åbyhøjs centerområde langs Silkeborgvej, er det ifølge byens lokale fællesråd nødt til at ske i datid. Men det skal et ugentlig torvemarked nu råde bod på.

Resten af året arrangerer fællesrådet således et marked hver lørdag på Åbyhøj Torv, som til lejligheden vil blive ryddet for biler. Håbet er, at det vil genoplive centerområdet.

»Det gamle bystrøg i Åbyhøj er en smule hensygnende, da butikkerne er blevet skiftet ud med et meget ensartet udbud af muligheder. Vi har ikke noget imod de butikker, der er, men hvis vi skal have åbyhøjerne til at bruge deres by noget mere, så skal vi også give dem nogle flere interessante muligheder,« fortæller Steen Gissel, som sidder i byudviklingsudvalget under Åby-Åbyhøj Fællesråd, til Din Avis Aarhus.

Ud med bilerne

Inspirationen er fundet på Ingerslevs Boulevard, som hver onsdag og lørdag giver plads til et velbesøgt marked med et utal af boder. Og ligesom det store marked i Aarhus C optager en stor parkeringsplads, så medfører det nye marked i Åbyhøj også, at biler skal finde et andet sted at parkere hver lørdag formiddag. Åbyhøj Torv, som råder over flere parkeringspladser, og den vestlige udkørsel bliver nemlig afspærret, i de tidsrum arealet anvendes til torvemarked.

»Men det er jo trods alt kun fem timer, at vi låner p-pladserne af Aarhus Kommune, og så kan man parkere der igen,« fortæller Steen Gissel, som har fået alle tilladelser på plads hos diverse myndigheder, så det første marked er klar på lørdag.

Vi har ikke noget imod de butikker, der er, men hvis vi skal have åbyhøjerne til at bruge deres by noget mere, så skal vi også give dem nogle flere interessante muligheder.
Steen Gissel, som sidder i byudviklingsudvalget under Åby-Åbyhøj Fællesråd.

Og bliver vi ved det kendte marked på Ingerslev Boulevard, så skal åbyhøjerne heller ikke forvente samme store udvalg på deres kommende lokale marked. Men Steen Gissel forventer, at det nye tiltag kan gøre noget godt for torvet, som kan smitte af på resten af byen.

»Vi ved, at det vil trække folk ud, fordi mange gerne vil ud for at se på varerne, se hinanden og nyde en kop kaffe. Vi forventer også, at der opstår den bieffekt, at torvemarkedet vil få flere folk på fortovet, hvilket kan skabe grobund for et anderledes udvalg af butikker i byen, end tilfældet er i dag,« fortsætter han og tilføjer:

»Vi er glade for at have de tre dagligvarebutikker i Åbyhøj, men der kommer ikke noget byliv ud af, at man kører hen til Kvickly, parkerer sin bil, handler og kører hjem igen.«

Én bod mangler

Helt præcis bliver der plads til ti salgsboder på tovet. Ved det første marked forventer Steen Gissel, at ni af dem er i brug. For det har nemlig ikke været helt let at finde torvehandlere til et helt nyt marked.

»Når vi melder ud, at vi gerne vil have nogle til at komme en lørdag, så er det jo samme dag, som de står andre steder. Vi har været rundt at finde nogle nye, som ikke er i markedet endnu, og så kan jeg afsløre, at der også bliver nogle gengangere fra Ingerslev Boulevard,« fortæller Steen Gissel og oplyser, at det bliver muligt at købe forskellige råvarer og færdigretter.

En ostehandler, som vel ellers betragtes som en selvfølge på et torvemarked, er dog endnu ikke på plads.

»Vi arbejder meget på at få en, for det er en vigtig ting at have på et torvemarked, men der er ikke særlig mange mobile ostehandlere tilbage. Og de, der er, har allerede markedspladser, hvor de står,« fortæller Steen Gissel.

Forsøg frem til nytår

I første omgang er det i årets resterende lørdage, der er torvemarked i Åbyhøj. Efter nytår vil byudviklingsudvalget under Åby-Åbyhøj Fællesråd evaluere, hvordan markedet er blevet modtaget af både gæster, torvehandlere og myndigheder.

»Så finder vi frem til, om vi skal fortsætte, og i så fald, hvad der så evt. skal laves om. Vores håb er jo, at det bliver levedygtigt, og at vi kan få det til at fungerer permanent. Men det må tiden vise,« fortæller Steen Gissel.

Første gang, at der er marked på Åbyhøj Torv, er lørdag 9. september fra klokken 9 til 13.