Fuldt Flor er vokset ud af rammerne - ny rykker Dan Xavier til Vestergade
På fredag klokken 12 åbner Fuldt Flor i nye lokaler på Vestergade 119 i Skanderborg.
Fuldt Flor er vokset ud af sine rammer på Vrold Østergård og flytter nu ind til byen, nærmere bestemt til nye og større lokaler på Vestergade 119 i Skanderborg.
»Jeg har været vildt glad for mine toogethalvt år på Vrold Østergård, men pladsen var så småt begyndt at blive lidt for trang, så da jeg fik muligheden for at rykke roden op igen, slog jeg til,« skriver Dan Xavier til Uge-Bladet.
Den nye butik bliver et mix mellem den klassiske blomsterhandler, kombineret med lidt interiør og tekstiler til hjemmet, samt et udvalg af livsstilsprodukter.
MiniFlor, en lille døgnåben sidebutik til FuldtFlor med selvbetjening, som det seneste års tid været et tilbud til kunder, der havde brug for en buket uden for den almindelige åbningstid, rykker med ind til Vestergade.
Fuldt Flor bringer stadig blomster ud i hele Skanderborg og Hørning, og fuldtflor.dk kan også stadig bruges til bestilling af blomster.
»Jeg håber, mange af mine gamle og nye kunder vil kigge forbi i den første weekend, for jeg glæder mig virkelig til at vise det frem jeg har brugt de sidste to måneder på at bygge op – i øvrigt med en masse hjælp fra nogle helt uvurderlige venner.«
Fremover er butikkens åbningsdage torsdag-lørdag eller efter forudgående aftale.