Ingen selvtræning. Skal Kattegatcentret så heller ikke være en kommunal opgave?
Læs svar fra udvalgsformand Mads Jensen længere nede i indlægget.
Det er jo virkeligt sørgelig læsning at Norddjurs Kommune vil synke så dybt så selvtrænings tilbuddet til ældre droppes selv om at det er udgifts neutralt. Det er jo slået fast at det vigtigste at ældre kan gøre er at træne sine muskler.
Mads Jensen fra de konservative, som er formand for voksen- og plejeudvalget udtaler, at der findes mange gode tilbud ude i andre fitnesscentre, som de ældre kan benytte sig af, og at det her ikke behøver at være en kommunal opgave.
Det er også rigtig, men det bliver til en noget anden pris, og de ældre vil måske ikke føle sig så godt hjemme der.
Yngre mennesker sikkert træner på en anden måde, og der bliver måske også spillet musik som ikke lige passer de ældre.
Nu har jeg altid været at den opfattelse at god konservativ politik er, at der er orden og god styr på økonomien samtidig med, at der er en god ansvarlig social politik.
Den politik har Mads Jensen så valgt at se bort fra.
Netop det at ældre kan holde sig godt i form og undgå sygdomme og have godt samvær osv. er i min verden en del af en god social ansvarlighed.
Men sådan skal det så åbenbart ikke være.
Mads Jensen vil gerne have en debat om hvad der skal være kommunale opgaver. Jeg vil så gerne høre Mads Jensen om det store millionbeløb som der gives i kommunal støtte til Kattegatcentret om vi også skal tage en snak om det?
Er det ikke et kommunalt anliggende, som også kan tages at bordet, når kommunen kan fjerne selvtræningen til ældre borgere?
Jeg vil gerne slå fast at jeg ikke vil lukke Kattegatcentret, og jeg synes helt bestemt at det er et godt vartegn for byen og vi besøger det selv med jævne mellemrum og de gør det ganske fint dernede. Men så gerne at der blev sat nogle retning linjer for hvad kommunale skatte kroner skal gå til.
Altså den snak som Mads Jensen efterlyser. Kattegatcentret er heldigvis inde i en god periode kan man læse og derfor er det vel på tide at se på det her million tilskud.
Måske en ny ejerkreds kunne være en ide. En ide kunne være kun at støtte den undervisning der sker dernede. Kommunerne er nu så presset at det må være helt oplagt at det kun kan handler om at få den kommunale kernevelfærd til at fungere og ikke andet.
Herunder svar fra Mads Jensen
Kære Paul-Werner Johnsen
Tak for dine tanker og perspektiver.
Når vi politisk træffer beslutninger om at fjerne opgaver, er det aldrig en behagelig proces. Her er beslutningen om kommunal selvtræning ingen undtagelse.
Tilbudsviften inden for træning og motion er stor i Norddjurs. Det både i foreningsregi, og hos private udbydere. Stort set alle udbydere har også et økonomisk hensyn for den ældre målgruppe, gennem eks. seniorrabat.
Som tidligere udvalgsmedlem i Kultur- og Fritidsudvalget ved jeg at vores foreninger både KAN ,og vigtigere, VIL løfte denne opgave. Samt at den - til tider - nedladende beskrivelse af foreningslivet, bestemt ikke er retvisende.
Der tilbydes allerede nu utallige træningsmuligheder, og skulle der være behov for tilpasning. Da er jeg overbevist om at der er en åbenhed for dialog.
Jeg håber at der vil være en nysgerrighed på andre træningsmuligheder i vores kommune. Så vil man måske også blive bedre oplyst om, at hverken upassende musik, eller “stønnende muskelmænd” er et fair beskrivelse af alle disse tilbud.
En god ansvarlig social politik, mener jeg i den grad bliver vist ved at vi understøtter vores foreninger. At vi ikke som kommune skal løse alt, men kan og vil overlade opgaver til andre. Det gør vi her - fremfor at køre dobbeltopgaver, og muligvis fjerne borgere fra foreningerne.
I min optik er konservativ politik også at vi som samfund løfter vores borger op, for at de så kan løfte eget liv. At vi som kommune/samfund giver slip igen, og det enkelte menneske tager ansvar for egen tilværelse - og sundhed. Samt at vi bruger vores foreninger og civilsamfundet aktivt.
Dine tanker om Kattegatcentret er bestemt relevante i snakken om kommunale opgaver. Konservative er klar til at tage snakken omkring Kattegatcentrets driftstilskud. Det har vi faktisk været i lang tid.
Jeg vil dog overlade den konkrete diskussion til vores medlem af Kultur- Fritidsudvalget. Men tænker at det bliver en del af overvejelserne i 2024.
Dette er et udsnit af den nyligt underskrevne budgetaftale for Norddjurs Kommune:
Det er derfor aftalt, at der frem mod budgetforhandlingerne for 2025-2028 arbejdes med forslag til at realisere reduktioner af driftsudgifterne på 30 mio. kr. årligt. Rammebeløbene fordeles forholdsmæssigt mellem udvalgene.
Kultur- og Fritidsudvalget skal finde 0,9 millioner kroner, og kan nævne at Voksen- og Plejeudvalget skal finde 11,1 millioner.
Derudover har udvalgene også et effektiviseringsbidrag at efterleve. Her er det i høj grad vigtigt at vi løfter et politisk ansvar, at vi hjælper vores ledere ved at reducere i vores kommunale opgaver. For så at andre muligvis kan løse nogle af disse opgaver.
Udsnit fra budgetaftalen:
Forligspartierne er bevidste om, at effektiviseringsbidraget også vil medføre, at opgaver vil blive reduceret eller falde bort.
Denne budgetaftale bliver 2. behandlet i Kommunalbestyrelsen den 10/10 hvor 26 ud af 27 medlemmer vil stemme ja. Så vi er bestemt ikke færdige med at diskutere hvad der skal være et kommunalt anliggende.
Vi er nok nærmere kun lige begyndt..
Venlige Hilsner
Mads Jensen