Voer Færgested har fået sin nye sauna
Foreningen Natur, Båd og Bad kunne i sidste uge indvie den nye mobile sauna.
Den mobile sauna ved Voer Færgested er nu indviet og klar til at blive benyttet. Det er nu foreningens håb, at rigtig mange vil få glæde af den.
4. oktober blev saunaen officielt åbnet og omkring 20 friske vinterbadere, supboardere og open water svømmere havde trodset regn og blæst for at være med til indvielsen.
Der var pyntet op med flag og gæsterne fik en lille skarp både med og uden alkohol, inden Jørgen Laursen klippede den røde snor og erklærede saunaen for indviet.
Jørgen Laursen er en af de trofaste morgenbadere, der mødes klokken 6 næsten hver morgen året rundt for at gå i vandet.
Humøret var højt og stemningen hyggelig og afslappet som altid, når fjordfolket mødes. Saunaen var tændt op og alle fik mulighed for at se på faciliteterne.
Saunaen var således blevet godt varm, efter der blev afholdt ekstraordinær generalforsamling på Fjordcentret.
Efter mødet var det total mørkt, som det jo er ved Voer Færgested, og oktobervejret viste sig fra den mindre pæne side, men det kunne ikke afholde de seje vinterbadere fra at hoppe i bølgerne og efterfølgende varme sig i saunaen. Og så var saunaen for alvor indviet, skriver foreningen Natur, Båd og Bad i en pressemeddelelse.
Den mobile sauna er fem meter lang og er indrettet med lige dele sauna og forrum.
I saunaen er der plads til cirka fem personer som igennem et stort panoramavindue har smukt udsyn til fjorden. I forrummet er der bænke og bord, som kan anvendes til socialt samvær eller som omklædningsrum. Der er opsat knager til at hænge sit tøj på både inde og ude. Saunaen varmes op med brænde, som man enten selv kan medbringe eller købe på stedet til 40 kroner pr. sæk. Medbringer man eget brænde skal det være tørret i minimum to år og være helt fri for træbeskyttelse af enhver art.
Saunaen er mobil og vil blive flyttet med minimum tre måneders interval. Skal den stå i længere tid, vil det fordre en byggetilladelse, og det gives ikke på ydersiden af diget ved Voer Færgested.