Frode lærte sig selv at spille orgel som teenager: Nu stopper han som 75-årig

Frode Stengaard har efter 54 år som organist taget afsked med Slotskirken og det ene af de to instrumenter, der på skift har spillet hovedrollen i hans liv.

Samfund28. okt. 2023 kl. 14.00

Grethe Bo Madsen

På Slotsholmen er det intet at høre, men indenfor Slotskirkens tunge trædør høres de majestætiske toner af orglet, selvom døren ind til kirkerummet er lukket. Spinkle, men klangfuldt danser tonerne let om hinanden i et velkendt præludium, som Frode Stengaard har spillet det tusinde gange før til en søndags højmesse.

Det er dog ikke søndag. Det er tirsdag formiddag, to dage efter at Frode spillede sin sidste koncert i en fuld Slotskirke. I 54 år har han været organist i den kirke, hvor han blev ansat fem dage før sin 21-års fødselsdag. Nu er det slut. Frode er gået på pension og beslutningen er hans egen.

»Jeg er fyldt 75 år og synes, at det er nok til, at jeg godt kan stoppe nu uden dårlig samvittighed,« siger han med et lille underfundigt smil om læberne, der afslører, at det alligevel er lidt vemodigt.

Vi sidder oppe ved orglet, og drages af udsigten ud over det smukke, gamle kirkerum med loger og balustrader, der vidner om den kongelige fortid.

»Det giver et godt overblik at være heroppe,« konstaterer Frode, inden han efter en kort pause fortsætter.

»Bestemt er det vemodigt. Da jeg stod her oppe i søndags og folk klappede og klappede, der må jeg indrømme, at jeg fik en lille tåre i øjnene ved tanken om, at det var sidste gang.«

Afskedskoncerten var nøje sammensat. På programmet var udvalgte værker af Bach, Sweelinck, Buxtehude og Litaize. Komponister, Frode har beundret gennem sin lange karriere, og hvis musik han har fortolket et utal af gange.

»Fantasi i g-mol er et af Bachs mest berømte orgelværker. Vilde improvisationer, der fører til afsnit med utrolig avanceret og voldsom harmonik, der igen afløses af rolige afsnit.«

Frode fortæller entusiastisk om værkerne og passionen, der har været drivkraften gennem hans lange karriere, skinner tydeligt igennem. En karriere, der ud over stillingen som organist i Slotskirken også omfatter 50 år som lærer på Det Jyske Musikkonservatorium – først som timelærer, siden som docent – samt en mangeårig tilknytning til Aarhus Symfoniorkester som assistent.

Et liv fuld af noder i hastigt trav mellem Skanderborg, Aarhus og hjemmet i Ris. I perioder i et omfang, så det var tæt på at svare til to fuldtidsstillinger plus det løse.. Har det ikke været noget af et slid?

»Der har været meget lange arbejdsdage ind imellem. Måske også længere, end min kone var glad for,« svarer Frode smilende. Hans hustru, operasanger Bolette Bruno Hansen, er medlem af Den Jyske Operas Kor, og kender selv alt for godt til de lange arbejdsdage, der følger med en musikalsk karriere.

»Men jeg har aldrig selv tænkt på det som et slid. Mit virke har været så alsidigt. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om et eneste tidspunkt, hvor jeg har været træt af at spille musik. Musik er en stor del af mit livsindhold. Jeg spiller jo i bund og grund, fordi jeg kan lide det. Jeg spiller for min fornøjelses skyld. Sådan har det altid været.«

Med altid mener Frode lige siden dengang, han som lille purk på otte år begyndte at spille violin hos sin farbror sammen med sine fire søskende.

»Musikken fyldte rigtig meget i vores hjem. Mine søskende og jeg gik til musikundervisning hos vores farbror, hvor vi lærte at spille på violin og cello.«

Da Frode i 1960 var 12 år fik hans far job som lærer i Hvide Sande, og familien forlod Esbjerg og flyttede ud på Klitten.

»Min far blev kirkesanger i Kirkerne på Klitten – Nr. Lyngvig, Haurvig og Hvide Sande. På et tidspunkt manglede man en organist i Haurvig, og så blev min mor, der kunne spille klaver til husbehov, shanghajet til at spille på det gamle harmonium, der stor der. Vi fik et lille harmonium derhjemme, hun kunne øve på, og det muntrede jeg mig med.«

Måske var det kærlighed ved første blik.

I hvert fald lærte Frode sig selv at spille på harmoniet, og gjorde fremskridt i en grad, så hans mor begyndte at tage ham med til gudstjenesterne, så han kunne spille præludierne.

»Det gav mig blod på tanden. Vi boede lige overfor kirken i Hvide Sande, og jeg begyndte at låne nøglen, så jeg kunne smutte over og øve mig på et rigtigt orgel.«

Op til påsken i 1962 blev organisten i Hvide Sande syg, og med kort varsel måtte Frode springe til. Bare 13 år gammel og som selvlært organist spillede han til gudstjenesten Palme Søndag og Påskedag. Ugen efter blev han konfirmeret, og måtte have en vikar på, men fortsatte derefter som fast organist i Hvide Sande.

»Jeg begyndte at gå til spil inde i Ringkøbing et par måneder senere. Jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte lære noget om orgelspil,« fortæller han smågrinende.

Fascinationen af orglet holdt ved, og som 15-årig bestod Frode optagelsesprøven og begyndte i forskolen på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Året efter, i 1965, flyttede han til Aarhus og fortsatte på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Her fik hans store musikalske talent for alvor lov til at folde sig ud. I løbet af de næste år tog Frode diplomeksamen i ikke bare orgel, men også klaver, og fortsatte i solistklassen, først med orgel og senere også med klaver, der ellers ”bare” skulle have været hans bifags-instrument.

Undervejs i studierne passede Frode stadig jobbet som organist i Hvide Sande, indtil han i 1969 skiftede Hvide Sande ud med Skanderborg Slotskirke. Samtidig begyndte han at undervise som timelærer på musikkonservatoriet, og med jævne mellemrum var der også bud efter ham, når Aarhus Symfoniorkester manglede en, der kunne spille cembalo.

At være så veluddannet på både orgel og klaver er forbeholdt de få. Kun enkelte organister har som Frode debuteret fra solistklassen med både orgel og klaver. For ham har det betydet stor variation i dagligdagen og mange muligheder for at spille koncerter på orgel og klaver, både alene og sammen med andre. Noget Frode har sat overordentlig stor pris på.

»I starten af min karriere oplevede jeg et stort pres udefra i forhold til at vælge mellem de to instrumenter. Jeg kan tydeligt huske, hvordan en af dem, som jeg var særligt glad for, efter en koncert tog fat i mig og sagde: ”Du bliver simpelthen nødt til at vælge på et tidspunkt.” Men det ville jeg ikke.« Og det holdt Frode fast ved.

»Hvorfor skulle jeg vælge? Jeg holder meget af begge instrumenter. Havde jeg valgt en koncertkarriere, hvor jeg skulle rejse rundt og give koncerter på et af instrumenterne, så havde det nok været nødvendigt at vælge. Men jeg har altid holdt meget af sammenspil og kammermusik. Derfor var det det helt rigtige for mig at fokusere på både orgel og klaver,« forklarer han.

Studietiden blev rundet af med et halvt år i Paris, hvor Frode var elev hos selvsamme Gaston Litaize, som var på programmet i afskedskoncerten.

»Litaize var, ligesom flere af hans kolleger, blind. Jeg erfarede som hans elev, hvordan han på forunderlig vis havde al orgelmusikken i hovedet,« fortæller Frode.

Det samme kan man faktisk sige om Frode selv. Forud for sine utallige koncerter, har han nemlig også lært sig at spille alt udenad til perfektion.

»Nu som 75-årig har jeg dog lidt sværere ved at lære at spille udenad, men tidligere lærte jeg alt udenad,« konstaterer han og tilføjer, at det også var tilfældet, da han for nogle år siden gav sig i kast med den pompøse projekt at spille samtlige Beethovens 32 klaversonater – i kronologisk rækkefølge så tilhørerne samtidig fik mulighed for at følge den berømte komponists kunstneriske udvikling. Maraton-projektet fordelte han over ni koncerter, der alle trak fulde huse.

»Jeg har været så privilegeret, at mange gennem årene gerne har villet spille sammen med mig. De seneste år har jeg også haft den store glæde, at spille koncerter sammen med min familie – min bror, min hustru og vores datter Clara, der også er uddannet sanger. Det har været en meget stor fornøjelse,« understreger han.

Former fremtiden sig efter Frodes hoved, bliver der plads til endnu flere af den slags koncerter. Hjemmet i Ris bugner med mange hyldemeter klavermusik – også værker, Frode endnu ikke har prøvet kræfter med.

»I forhold til andre instrumenter er der oceaner af klavermusik. En sand guldgrube. Der er masser af klavermusik, jeg kan forlyste mig med, og det vil jeg uden tvivl også gøre.«

Til gengæld er det tid at tage afsked med orgelet, der har næsten lige så lang anciennitet som Frode selv. Det blev bygget i 1971 og sammen har de to fyldt Slotskirken med musik i flere tusinde timer.

»Jeg har altid været meget glad for det orgel. Det er klart, man efter så mange år får et ganske særligt forhold til det. Jeg kender det jo ud og ind. Det er et lille orgel, et kammer-orgel vil jeg kalde det, men det kan fylde kirkerummet ud, som det skal,« fortæller han.

»Et orgel skal matche det rum, det er bygget til, og det her orgel kan noget helt særligt, og – vil jeg vove at sige – helt unikt i forhold til så mange andre mindre orgler, fordi orgelbyggeren, Poul-Gerhard Andersen, virkelig forstod at lytte sig ind på rummet. Mange steder bygger man alt for voldsomme orgler, der kommer til at virke for rå til de rum, de skal udfylde. Lyden blæser skarpt og brutalt ud i hovedet på folk. Når jeg har været nødt til at spille på sådan et orgel, så har det virkelig været en lise at komme hjem til mit eget orgel,« lyder det fra Frode med en stemme, der røber en stor portion kærlighed for sin nu forhenværende ”livsledsager”.

»Selvom det har en spinkel klang, så er det en fuld klang, som kan sige, hvad det skal. Man kan sagtens spille musik, der vil noget mere, på det. Det kunne du nok høre, da du kom ind?«