Fortsæt til indhold

Kære byråd – værs’go at tisse i bukserne

Samfund
Kasper Kay PetersenPolitisk ordfører for Liberal Alliance i Favrskov Kommune

Næste gang byrådet mødes, skal der blandt andet tages stilling til ”Oprettelse af vidtgående specialundervisningstilbud på Lilleåskolen.” Forslaget er også blevet belyst i denne avis.

Sagen er dog den, at der reelt ikke er tale om nogen oprettelse af noget som helst. Forslaget handler mestendels om at flytte klasser og personale fra Hadsten Skole til Lilleåskolen, som grundet den almindelige demografiske udvikling har fået nogle halv-egnede lokaler til rådighed.

Jeg har nærlæst såvel forslaget, såvel som høringssvar. Hverken Hadsten Skole, Lilleåskolen, Handicaprådet eller forældre kan se meget mening med forslaget. Det kan jeg godt forstå. Det er et både dumt og dårligt forslag. Det eneste positive man kan sige, er at det yder et kortsigtet bidrag til at lette den pressede økonomi på skoleområdet.

Den langsigtede konsekvens synes jeg er ret nem at forudsige: Et ringere skoletilbud til de berørte elever, hvilket uundgåeligt vil føre til større udgifter på den lange bane.

Byrådet her kan vælge: Vælger man at tænke langsigtet, samt lytte til borgere og fagpersonale? Eller blåstempler man forvaltningens kortsigtede, forjagede og u-gennemarbejdede forsøg på at realisere en lille kortsigtet økonomisk konsekvens?

Jeg synes at især Flemming Nørgaard (V) i kraft af sit formandskab for Børne- og Skoleudvalget burde være væsentligt mere proaktiv i sin kommunikation om, hvad der rører sig på ”hans” område. Sådan er det desværre ikke.

Forvaltningen be’r ham og det øvrige byråd om at tisse i bukserne. Og mon ikke de gør netop det.