Fortsæt til indhold

Strid mellem lokale og sommerhusejere på Helgenæs

En kreds af sommerhusejere på Helgenæs ønsker at udvikle et gammelt cementstøberi til et åbent, lokalt fællesskab, men projektet møder modstand fra de lokale

Samfund

Det gamle cementstøberi i Kongsgårde på Helgenæs er lige nu kilde til en splittelse mellem en gruppe af sommerhusejere og de lokale, der bor på halvøen.

10 sommerhusejere fra Aarhusområdet, hvoraf en del af dem er nogle ’tunge drenge’ med solid erfaring inden for ejendoms- og erhvervsudvikling, har købt det gamle cementstøberi og lavet et forslag til et projekt, som med deres egne ord skal være til gavn for Kongsgårde og Helgenæs. Projektet har de sendt til Syddjurs Kommune som et forslag til såkaldt arealudlæg til Kommuneplan 2024.

Cementstøberiet havde været til salg i lang tid, inden aarhusianerne købte det, og selv om beliggenheden helt ned til vandet er helt unik, så vil de fleste mene, at det står forfaldent og ikke lige frem pynter. Cementstøberiet har de sidste 40 år været benyttet som almen bolig og er registreret som sådan i BBR.

Jeg frygter, at det bliver som Lakolk på Rømø - friture strasse som de lokale kalder det
Lokal modstander

Ejerkredsens bud på, hvordan en ombygning af cemenstøberiet skal pynte på hele lokalsamfundet på Helgenæs, involverer nedrivning af noget af det gamle bygningsmasse og opbygning af bådhuslignende hytter rundt om en slags markedsplads, der til sammen kan bruges til grøntbod, vinbar, koncerter, teambuilding, overnatning, værksteder, gæsteboliger, vandsport med mere.

De beskriver selv, at de har et oprigtigt ønske om, at en omdannelse af stedet kan gøre noget godt for området og forløse det store potentiale for at skabe et helt unikt lokalt mødested til stor glæde for alle, som de mener, ejendommen besidder At den med sin uovertrufne beliggenhed, fantastiske udsigt og unikke tætte forbindelse til vandet, bør være et samlingspunkt til glæde og gavn for lokale, sommerhusejerne og besøgende i området.

Men noget tyder på, at de, på trods af deres gode intentioner, er gået galt i byen.

Det gamle cementstøberi ligger perfekt i vandkanten, men en gruppe af de lokale vil hellere have det liggende forfaldent og forladt end at lade sommerhusejernes projekt Porten til Helgenæs flytte ind. Foto: Anne Frank Henriksen

Lokal forankring

Ejerkredsen kalder projektet for Porten til Helgenæs, men lige nu er det nærmere blevet til Porten til Helvede. I hvert fald hvis man skal tro mængden af kritiske røster.

En gruppe af modstandere har lavet en digital og en fysisk underskriftsindsamling, der tilsammen på seks dage resulterede i 349 underskrifter. Til flere af dem er der kommentarer, og lignende holdninger kan også findes på Facebook og i de høringssvar til Kommuneplansforslagene, der er indgivet inden fristen udløb 6. december.

Hovedparten af dem peger på følgende temaer:

  • At Helgenæs fortsat skal være et alternativ til byen
  • At stedet vil udkonkurrere de erhverv og aktiviteter, der allerede findes
  • At projektet mangler lokal forankring
  • At det er ’nogle pengemænd fra Aarhus’, der med pæne ord forsøger at lave investeringer i lokalområdet på bekostning af det miljø, som de netop selv er blevet tiltrukket af, da de købte sommerhuse på Helgenæs.

I modstandernes protester på Facebook og i høringssvarene kan følgende blandt andet læses (forkortede svar, red.):

»Jeg frygter, at det bliver som Lakolk på Rømø - friture strasse som de lokale kalder det.«

»Projektet er, for mig at se, en miniature version af Århus ø og slet ikke noget der hører sig til eller passer til Kongsgårde. Jeg har valgt byen og bylivet aktivt fra. Ønsker jeg mere liv, musik, vinbare, restauranter osv., så besøger jeg gerne Ebeltoft, Skødshoved, Knebel, alt efter behov«

»Alle de ”tiltag” der beskrives i projektet, kan i forvejen findes rundt omkring på Helgenæs og Mols. Caféer, gallerier, kurser i keramik, yoga, friluftsliv, m.fl. drives af lokale iværksættere. Hvorfor ikke støtte op om de eksisterende? Hvorfor skabe yderligere konkurrence på et så komprimeret sted, som cementstøberiet, drevet af ikke bosiddende interessenter?«

»Projektet ligner mere turisme og oplevelsesøkonomi i den dyre ende, og så lugter det af storkapital garneret med tidens flom af plusord: grøn dagsorden og nye fællesskaber, som ingen kan være imod. Lad os trække den skeptiske møggreb«

»De lagde ud med at præsentere sig som en flok, der bare synes om stedet, og de ville rigtig gerne have ideer fra de fastboende til, hvad mon sådan en bygning kunne bruges til. Det var så løgn. Planen har hele tiden været det viste projekt. De prøvede bare at fedte sig ind, tarvelig teknik.«

Det skal fremhæves, at ingen udvikling også altid medfører en udvikling, og meget sjældent til det bedre
Ejerkredsen af Cementstøberiet

Ingen udvikling er også udvikling

Om deres intentioner med at lave projektet, skriver ejerkredsen, i øvrigt i et høringssvar til deres eget forslag, følgende i forkortet udgave:

»Vores fælles engagement og interesse i dette projekt er ikke båret af forretningshensyn eller et ønske om fremtidig profit. Vi håber selvfølgelig på, at projektet på sigt vil kunne ”hvile i sig selv”, men vi har ingen forventninger om, at der kommer til at være overskud på aktiviteterne.«

De forstår ikke, at deres projekt i underskriftsindsamlingen bliver beskrevet som en mindre ferieby.

»Vi kommer selvsagt aldrig i nærheden af et stort feriecenter med mange turister, der vil ødelægge naturen og roen på Helgenæs. Hvis det ikke er muligt at etablere et projekt som dette, kan der være risiko for, at der ikke sker udvikling i området. Det skal fremhæves, at ingen udvikling også altid medfører en udvikling, og meget sjældent til det bedre.«

De skriver også, at det er helt normalt, at der vil være en vis modstand mod forandringer på et sted og med en bygning, som har været stort set uændret i mange år, men:

»Vi er ærgerlige over, at vores initiativ og projekt bliver opfattet som sådant, og det hverken har været eller er vores hensigt – tværtimod vil vi gerne lave noget som passer ind. Vi er ligeledes ærgerlige over at erfare dette på Facebook, og at vi ikke er blevet gjort opmærksomme herpå i den proces vi har haft indtil nu.«

Her henviser de til et åbent hus sidste sommer og igen i efterårsferien for lokale, sommerhusejere og andre interesserede.

»Der var mere end 200 deltagere i løbet af dagen. Vi brugte denne lejlighed til at indsamle ideer og gode forslag til, hvad stedet potentielt ville kunne bruges til, og der kom rigtig mange gode forslag,« skriver de og understreger, at det er de ideer, der ligger til grund for det projekt, de har fået lavet.

Næste skridt

Ejerkredsen er dog klar til at kigge lidt indad.

»Hvis vi skal kigge lidt indad, er vi meget naturligt blevet grebet af entusiasmen, og det kan komme til at virke voldsomt og ikke afstemt. Det er selvfølgelig noget, vi vil gøre noget ved i den videre proces.«

Den videre proces er, at Byrådet i februar skal beslutte, hvilke projekter/arealudlæg, der skal arbejdes videre med i en kommende Kommuneplan. Herefter vil der frem mod sommeren komme endnu en høringsfase, hvor der altså igen er mulighed for at give sin mening til kende.

Og det skal retfærdigvis siges, at der ikke kun er modstand mod Porten til Helgenæs. Følgende kan også findes i høringssvarene:

»Det er efter min opfattelse et yderst positivt oplæg, og det vil være fint at få bragt lidt liv ind i det område igen.«

»Det er vores store håb, at snævre lokale interesser ikke spænder ben for udviklingen af cementstøberiet. Vil man ikke give plads til nye aktiviteter i området, er der en overvejende sandsynlighed for, at de eksisterende aktiviteter vil dø, som jo i længere tid har været et tema i forhold til Brugsen.«

»Den fremlagte plan fra de nye ejere er tydeligvis af en karakter som ikke er orienteret efter profit, men derimod en støtte til lokalsamfundet. Jeg har boet i Dragsmur i 25 år og kan kun glæde mig til at der kommer et aktivt sted i Kongsgårde. Der vil altid være lokale kræfter som er imod enhver forandring, men modstanden virker mere som angst for forandring end en egentlig forholden sig til projektet.«