Fortsæt til indhold

Erfaren formand vil give stafetten videre i Ryomgård Fjernvarmeværk

Jan Helbo, 68, indleder til generalforsamlingen i marts sit sidste formandsår og opfordrer til vitalt generationsskifte.

Samfund

»Det er vigtigt, at der er borgere i vores lokalsamfund, som vil engagere sig i bestyrelser, hvad enten det er i fjernvarmeværkets bestyrelse, distriktsrådet eller idrætslivet. Et lokalt område som Ryomgårds fremtid står og falder med, at der er engagement, og at nye og yngre mennesker melder sig parate til at løfte en opgave og ikke bare læner sig tilbage,« lyder det fra Jan Helbo, 68, formand for Ryomgård Fjernvarme A.m.b.a.’s bestyrelse.

Han har været med i 13 år.

Når fjernvarmeværket i marts afholder generalforsamling, er Jan Helbo ikke på valg, men han vil annoncere, at han går i gang med sit sidste formandsår.

»Det er min plan at stoppe som formand for at lade et yngre menneske komme til, men jeg vil gerne tage et par år mere i bestyrelsen. Det er blot vigtigt, at der sker et løbende generationsskifte, så den viden, der er i den nuværende bestyrelse, bliver givet videre rettidigt,« siger Jan Helbo.

Værk med fremdrift

Den ingeniøruddannede formand har i en lang årrække haft fast arbejdsplads som leder hos Teknologisk Institut, hvor hans speciale har været bilers rustbeskyttelseskontrol.

Nu har han status af seniorspecialist i automobilteknik ved samme Teknologisk Institut og arbejder tre dage om ugen for at få en glidende overgang til seniorlivet.

En ny formand, der skal tage over efter Jan Helbo om godt et års tid, bliver formand for et Ryomgård Fjernvarme A.m.b.a., som er i god gænge.

For nuværende med 850 forbrugere.

I 2023 blev 28 nye forbrugere tilsluttet. I takt med, at der fortsat er bevægelse i grundsalget i Ryomgård, ser væksten i antal forbrugere ud til at fortsætte de kommende år.