Pårørende til demente: Vi hjælper hinanden

»Vi skal også huske at leve vores eget liv,« lyder det gode råd fra et par pårørende, hvis ægtefæller er demente. Af respekt for deres demente ægtefæller ønsker Karen og Lisbeth kun at medvirke med deres fornavne, for de ved af gode grunde ikke, om det er ok for deres mænd, at de udtaler sig. De vil dog begge gerne udbrede kendskabet til Pårørende Cafeen, som er et gratis tilbud for alle pårørende til demente i Favrskov.

»Her har vi et slags frirum, hvor vi kan dele bekymringer og tanker. Plus vi får ideer fra hinanden og fra Ældre Sagens frivillige, som deltager i cafeen. På den måde hjælper vi hinanden, og samtidig er det en oplagt mulighed for at udvikle sociale relationer og måske danne nye venskaber. Det hjælper også mod isolation og ensomhed at møde andre i samme situation. Her kan vi snakke om alt, for alle har tavshedspligt,« understreger Karen og Lisbeth og tilføjer:

»Det er vigtigt at påpege, at vores ægtefæller er i forskellige stadier af deres demens, og at der er forskel på, hvilken form for demens, der er tale om.«

De er begge enige om, at deres rolle i hjemmet er blevet meget anderledes, efter deres mænd er blevet diagnosticeret som demente.

»Vi er blevet lidt som mor igen. Ligesom dengang vores børn var små, og vi skulle huske på det meste. Jeg skal lære at lave mad, for det har min mand ellers altid gjort, og hvornår skal bilen til service, og hvornår har han tid hos tandlægen og lægen,« nævner Karen som eksempler på nogle af de ekstra opgaver, hun nu skal holde styr på.

Begge pårørende anbefaler, at det er vigtigt at være åbne om, at deres mænd er blevet demente.

»Det er rart for andre at vide, hvorfor den demente er begyndt at ændre adfærd. Vi tror på, at ved at være åbne og ærlige er det lettere at holde kontakten til vennekredsen, og de forstår bedre situationen,« siger Karen og Lisbeth om deres erfaring, og Lisbeth er specielt glad for at hendes mands venner stadig sørger for, at han kommer med til badminton.

»Vi må også være ærlige at sige, at selv om vi er to - mand og kone – så er vi meget alene som pårørende, for der er forskel på, hvordan man kan samtale med ens ægtefælle. Det afhænger af, hvor dårlige de demente er. Nogle snakker meget, mens andre går lidt ind i sig selv. Fælles er, at det mange gange kniber med at finde ordene.«

Når noget bliver svært, er det vigtigt at finde lyspunkterne:

»Vi glæder os over de mange gode år vi har haft sammen, men vi må også være ærlige og sige, at det ikke lige var den alderdom, vi havde ønsket,« siger Karen og Lisbeth og understreger, at det er ekstremt vigtigt at huske sit eget liv som pårørende til en dement:

»For os som pårørende er det vigtigt at fortsætte vores sociale liv og fortsætte omgangen med familie og venner. Ellers går vores liv til spilde.«

Det er Gitte Eibye, Anne-Marie Salling og Ida Sonne fra Ældre Sagen Hinnerup, som er tovholdere på cafeen.

»Vi er her for at få gang i snakken og skabe de trygge rammer, så alle tør åbne op over for de andre deltagere. Vi har alle tre tidligere arbejdet med demente, og vi har altid mulighed for at tilkalde en af kommunens demenskonsulenter, hvis der opstår behov for det. Vi kan trods alt ikke svare på alt,« forklarer Gitte Eibye.

Hun fremhæver, at ”pårørende” dækker bredt. For ud over ægtefæller, kan det være gode venner, søskende, børn og børnebørn, der har brug for at møde andre i samme situation.

Hvis de pårørende til demente ikke har mulighed for at forlade hjemmet, er der mulighed for at blive visiteret til at få aflastning i hjemmet, eller den demente kan blive aktiveret i Demenshuset, mens der er møde i cafeen.