Tidligere orkesterleder er ny chef for en af kommunens vigtige kulturinstitutioner
33-årige Mikkel Lynggaard har landet jobbet som leder af Kulturskolen Norddjurs.
Da den nuværende leder af Kulturskolen Norddjurs Finn Rosenløv går på pension, har Norddjurs Kommune sat jagten ind på den profil, der skal sætte retningen for kulturskolen i de kommende år.
Valget er faldet på Mikkel Lynggaard, der både har orkesterchef, projekt-og produktionsleder og en klassisk musikuddannelse på cv’et. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Mikkel Lynggaard er 33 år gammel og er bosiddende i Aarhus.
Han er uddannet i klassisk guitar og musikpædagogik, og han har siden hen haft fingrene godt nede i en række kulturprojekter, der har skabt glæde ved kultur hos børn og unge.
Kulturel opvækst
Mikkel Lynggaard kommer fra en stilling ved Kulturskolen Viborg. Her har han blandt andet ledet MidtVest Ungdomssymfoniorkester, koordineret en række større kulturprojekter på tværs af skole- og dagtilbud og kulturlivet og selv undervist i musik.
Driften af en kulturskole, samarbejde på tværs af og forankring af kulturforløb er derfor ikke nyt for den nye leder.
»Jeg glæder mig meget til ledelsesopgaven ved Kulturskolen Norddjurs. Ikke mindst til at møde de mange medarbejdere og lære dem og det øvrige norddjurske kulturliv at kende. Jeg brænder for en kulturskole, hvor bredden og talentet trives side om side. Jeg vil arbejde for at styrke kulturskolens tilstedeværelse på tværs af geografien og for, at vi i et bredt samarbejde kan styrke og fremme adgangen til kulturen. Det at være barn og ung i Norddjurs Kommune skal være synonym med at have kunst og kultur som en naturlig del af sin opvækst - om man bor i Auning eller på Anholt,« siger Mikkel Lynggaard i pressemeddelelsen..
Det helt rigtige valg
Om ansættelsen af Mikkel Lynggaard, fortæller Trine Grejsen, chef for Kultur, fritid, turisme og biblioteker i Norddjurs Kommune:
»Vi ser frem til at byde Mikkel velkommen. Der er lige det, vi ønskede os: en dygtig leder med bred erfaring, stort engagement og dyb faglig viden. Med involvering i projekter som Kulturspor, LegeKunst og Grib Engagementet kommer Mikkel med solid erfaring med, hvordan man aktivt engagerer sig i børn og unges kulturudtryk. Med sit blik for kulturens betydning for børn og med en lyst til samarbejde og udvikling, er Mikkel det helt rigtige valg som ny leder af Kulturskolen Norddjurs,« konstaterer Trine Grejsen.
Begejstring smitter
Kulturskolen Norddjurs er blandt de bærende kulturinstitutioner i Norddjurs.
Her sås kimen til en livslang glæde ved dans-, musik, drama- og billedkunst hos mange børn og unge.
Formanden for Kulturskolens bestyrelse, Rie Bykærholm Kurdahl er således også begejstret over ansættelsen af Mikkel Lynggaard
»I Mikkel Lynggaard er jeg sikker på, vi har fundet en kulturskoleleder, der med spændende erfaring, ambitioner og masser af gå-på-mod kan lede og udvikle kommunens kulturskole i samspil med medarbejdere, bestyrelsen, forvaltningerne og kommunens øvrige kulturaktører. Jeg er sikker på, at Mikkels begejstring for musik og kultur kommer til at smitte af på mange,« vurderer Rie Bykærholm Kurdahl.
Mikkel Lynggaard har første arbejdsdag på Kulturskolen Norddjurs 2. april 2024.
Kulturskolen Norddjurs’ nuværende leder Finn Rosenløv går nu på pension efter 17 år på posten.