Fortsæt til indhold

Tidligere forstander vender tilbage til Rønde Højskole

Birgit Fuglsbjerg vil lede et nyt sommerkursus om Djursland.

Samfund
gs

Den lokalkendte og tidligere forstander, Birgit Fuglsbjerg, vender tilbage til Rønde Højskole for en sommerstund, hvor hun vil lede et nyt sommerkursus, Sommerhøjskole på Djursland. Her vil hun bringe sin store viden om lokalområdet og mange års erfaring med sommerkurser ind i programmet. Hendes tilbagevenden til Rønde Højskole som kursusleder på Sommerhøjskolen markerer et særligt øjeblik for både højskolen og lokalsamfundet.

»På Rønde Højskole glæder vi os enormt over at have Birgit tilbage på holdet for en stund. Hendes erfaring og dedikation til højskolen vil uden tvivl berige vores sommerkursus og vi ved, at der er mange, der ønsker sig et gensyn med Birgit, og det er vi jo glade for at kunne give dem,« siger Anders Munthe, der overtog forstanderstillingen efter Birgit Fuglsbjerg i efteråret 2023, i en pressemeddelelse.

Sommerhøjskole på Djursland byder på en bred vifte af foredrag, aktiviteter og oplevelser, der udforsker Djurslands rige kultur, natur og historie. Kursisterne kan blandt andet høre historier fra fortiden på Djursland, livshistorier og ikke mindst om molboerne og andre godtfolk. De vil få indblik i samfundsaktuelle emner som Ruslands og Danmarks forhold samt passionen for naturen.

Kursisterne skal også opleve nogle af Djurslands perler: Den smukke historiske købstad Ebeltoft med kulturcentrummet Maltfabrikken, herregårdsmuseet Gl. Estrup og den eksperimenterende boform på Friland ved Feldballe. Kursisterne kommer til at opleve det lysfyldte landskab på Mols og Helgenæs, hvor de også besøger Kalø Slotsruin. Tilbage på højskolen fyldes aftenerne med koncert, højskoleliv, fællessang, dejlig mad og måske allervigtigst et skønt fællesskab.

Birgit Fuglsbjergs tilbagevenden på sommerkurset markerer også en bro mellem fortid og nutid, idet hun fortsat har et nært forhold til Rønde Højskole og skolens værdier, samtidig med at hun er aktiv i sit eget konsulentfirma, hvor hun blandt andet rådgiver uddannelsessteder og sætter sin mangeårige erfaring i spil.

Sommerhøjskolen på Djursland er åben for alle, der ønsker at (gen)opdage lokalområdet på en ny og berigende måde. Kurset finder sted 20.-26. juli på Rønde Højskole.