Fortsæt til indhold

Nord-Sydvejen gennem Ryomgård: Fra borgermøde til handling?

Syddjurs Kommune har tirsdag aften inviteret borgerne i Ryomgård til borgermøde om tredje etapes gennemførelse af det såkaldte Nord-sydvejs-projekt.

Samfund

Syddjurs Kommune inviterer tirsdag 30. april til borgermøde om planerne for Nord-Sydvejen’s passage gennem Ryomgård.

Mødet afvikles fra kl. 18.30 til 20.00 i Ryomgård Kultur- og Fritidscenter.

Formålet med mødet er at præsentere og diskutere kommende vejudvidelser samt etableringen af en cykelsti, der strækker sig fra syd til nord gennem Ryomgård. Projektet inkluderer udvidelse af vejen fra banen i syd ad Slotsgade, over Skovvej og op ad Nimtoftevej til Nordre Ringvej i nord. Arbejdet forventes påbegyndt i 2025.

Trafik og Anlæg vil præsentere forskellige projektforslag på mødet, hvorefter der vil være åben dialog, hvor alle deltagere kan bidrage med input og spørgsmål vedrørende de tekniske løsninger.

Mødet er åbent for alle interesserede, og tilmelding er ikke nødvendig. Der vil blive serveret kaffe/te og vand til deltagerne.