Knudhule Badehotel er igen Danmarks bedste
Pokalen er tilbage i Søhøjlandet. Efter en afstemning hos Opdag Danmark har badehotellet ved Ry genvundet titlen som Danmarks bedste for første gang siden 2019.
Hvis du leder efter forkælelse og velvære i bedste Badehotellet-stil, behøver du ikke kører længere væk end Ry. Her, lige ud til Knudsø, ligger Knudhule Badehotel, som nu igen er kåret som Danmarks bedste badehotel på turist-sitet Opdag Danmark.
Selv om der nu ikke er mere badehotel i fjernsynet, er vi fortrøstningsfulde for fremtiden.Anders Kalstrup, Knudhule Badehotel
»Det er jo en kæmpe anerkendelse, vi her har fået af gæster fra nær og fjern,« lyder det fra Anders Kalstrup, der driver Knudhule Badehotel sammen med Dean Jespersen.
»Det er et skulderklap til det, vi laver her, og til vores dygtige medarbejdere. Men det er bestemt også en blåstempling af Ry og Søhøjlandet som et dejligt sted til alt fra ferier og fester til hyggestunder med familie og venner.«
Kåringen kommer dagen efter afslutningen på den 10 sæsoner lange tv-serie Badehotellet. Serien har gjort meget for at gøre den helt særlige badehotelstemning populær blandt danskerne, og på Knudhule Badehotel er ejerne ikke i tvivl om, at det har betydet noget for forretningen.
»Vi er taknemmelige for, at vi har kunnet lukrere på den serie i 10 år. Men selv om der nu ikke er mere badehotel i fjernsynet, er vi fortrøstningsfulde for fremtiden. Prisen her viser, at folk virkelig har taget denne type ferie til sig, og at det er lykkedes os at skabe noget, som folk har taget godt imod. Og det er vi selvsagt meget stolte af,« tilføjer Anders Kalstrup.
Kåringen er resultatet af en afstemning på Opdag Danmarks hjemmeside, som sluttede mandag den 29. april. Knudhule Badehotel vandt også titlen i 2019 og har i de mellemliggende år været tæt på at gentage succesen flere gange.
Nu ser Anders Kalstrup frem til at trække i arbejdstøjet.
»Det er dejligt, at pokalen nu er tilbage i Søhøjlandet. Nu skal vi nyde det dejlige danske forår og en fantastisk sommer med masser af glade badegæster ved Knudsø strand.«