IF Midtdjurs gennemgår historisk opdeling: Fra forening til foreninger
Den længe ventede omstrukturering af IF Midtdjurs sker på to generalforsamlinger torsdag aften i Ryomgård Fritids- og Kulturcenter.
IF Midtdjurs, en essentiel del af lokalsamfundet i Ryomgård-området over et halvt århundrede, oplever torsdag aften en transformation, der vil betyde en ændring af den hidtil velkendte foreningsstruktur.
Den 2. maj 2024 vil blive indskrevet i IF Midtdjurs’ historiebøger som dagen, hvor opdelingen finder sted.
Planen er at etablere to separate foreninger, der meget naturligt vil opretholde et tæt samarbejde for at fremme idræt og fritidsliv i Ryomgård og nærliggende områder.
Den ene forening, fortsat under navnet IF Midtdjurs, vil være paraplyorganisationen for forskellige idrætsafdelinger såsom fodbold, håndbold og badminton m.fl.
Den anden forening, Ryomgård Kultur- og Fritidscenter, får til opgave at drive og udvikle de fysiske faciliteter, herunder klubhus, café, multihal, fitness og idrætshal.
Beslutningen om opdelingen blev forankret i en politisk beslutning tilbage i august 2021, hvor Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur besluttede at støtte opførelsen af Ryomgård Kultur- og Fritidscenter økonomisk.
IF Midtdjurs skulle som modtræk opdele driften af centeret og den idrætslige drift mellem de to selvstændige foreninger.
Den kommende ændring har rejst en række spørgsmål og udfordringer, herunder tilpasning af vedtægter, håndtering af økonomiske overførsler og sikring af en glidende overgang.
To generalforsamlinger
Torsdag aften afvikles hele tre på hinanden følgende møder/generalforsamlinger i Ryomgård Kultur & Fritidscenter for at få den nye organisation på plads.
Det starter klokken 18.30 med et infomøde, hvor medlemmerne får mulighed for at blive oplyst om den forestående opdeling af foreningen.
Her vil detaljerne i opdelingsprocessen blive forklaret grundigt, så alle medlemmer er fuldt opdaterede og klar over, hvad de kan forvente, fremgår det af invitationen.
Klokken 19 finder den stiftende generalforsamling sted, hvor Ryomgård Kultur- og Fritidscenter (RKF) formelt bliver etableret som en selvstændig forening.
Det sker ved, at RKF overtager det nuværende cvr-nummer i IF Midtdjurs, fordi det rent praktisk er nemmest at gøre det sådan.
Klokken 20 afvikles en ekstraordinær generalforsamling i IF Midtdjurs. Det nye IF Midtdjurs får eget cvr-nummer.
For de, der ønsker at dykke dybere ned i detaljerne, er forslagene til ændrede vedtægter for IF Midtdjurs og forslaget til nye vedtægter for Ryomgård Kultur- og Fritidscenter tilgængelige på foreningens hjemmeside.
Tæt på Målet
Nuværende hovedformand i det gamle IF Midtdjurs, lidt endnu, Allan Nørgaard, fortæller, at der er blevet gjort et benarbejde forud for torsdagens generalforsamlinger med at finde kandidater til de to nye bestyrelser.
Hovedparten af den nuværende medlemsvalgte hovedbestyrelse med Allan Nørgaard selv i spidsen kommer til at udgøre bestyrelsen i RKF, hvis de får opbakning til det på den ekstraordinære generalforsamling.
Nuværende kasserer Thomas Gaarden meddelte for nogle måneder siden, at han stoppede, men han har indvilget i at tage yderligere et år på posten, nu altså i RKF, ifølge Allan Nørgaard.
Til den nye bestyrelse i det nye IF Midtdjurs har man fundet kandidater til fire af de fem pladser, fortæller Allan Nørgaard.
Ingen decideret overdragelse
Der kommer, ifølge Allan Nørgaard, ikke til at ske nogen specifik overdragelsesforretning efter torsdagens generalforsamlinger.
»Det fremgår af de nye vedtægter, at de nuværende aktiver i det nuværende IF Midtdjurs følger med over i RKF, så der er ikke behov for efterfølgende at lave en decideret overdragelse mellem RKF og det nye IF Midtdjurs,« siger Allan Nørgaard.
Derimod skal der laves et aftalepapir de to foreninger imellem, hvoraf det vil fremgå, at den nuværende aftale med, at de enkelte sportsafdelinger opkræves et beløb pr. medlem - for nuværende 200 kroner - til hovedforeningen fortsætter. Men med den tilføjelse, at det nye IF Midtdjurs videreoverdrager hovedparten af beløbet til RKF.
IF Midtdjurs Fitness har en lidt anden økonomisk ordning, men den vil også fortsat bestå i den nye organisation.
Arrangementet er afgørende for den fremtidige drift af RKF.
Hovedafdelingen i IF Midtdjurs kunne for regnskabsåret 2023 præsentere et underskud på godt 250.000 kroner. Heraf skyldtes de cirka 125.000 kroner, at der ikke var overenstemmelse mellem det forventet forbrug af aktivitetstimer i hallerne og det faktiske.
Tilskuddet for det kommende år udbetales altid af Syddjurs Kommune som et acontobeløb ved årets start og justeres efter det faktiske aktivitetstimetal ved årets afslutning.
Hvis der er en manko, bliver foreningerne enten godtgjort eller fratrukket et beløb.