Mette har altid haft en stor retfærdighedssans

Djursland i almindelighed og Grenaa i særdeleshed har meget at takke Mette Kirk for - specielt når det handler om kvalitet og lighed i sundhed og det akutberedskab, som vi alle håber ikke at få brug for, men som gerne skal være der, når behovet er der.

Som sygeplejerske på først Grenaa Sygehus, da byen havde sådan et, og siden på den akutklinik, som fulgte efter, har hun bogstaveligt talt haft fingeren på pulsen. Fysisk rager hun ikke ret højt op, men med sin baggrund og egne oplevelser med sundhedsvæsenet, kan hun give Grenaa en stemme i debatten, argumentere og lægge vægt bag sine ord - og det gør hun og har gjort i årevis i demonstrationer, læserbreve og høringssvar.

Fredag 17. maj fylder hun 70 år. Fejrer dagen med god mad i selskab med 16 veninder gennem mange år - og skulle have været rejst til Malta til yderligere fejring med mand, børn og børnebørn, men helbredet har drillet på det seneste. En hofte står til udskiftning om en måneds tid - og medicinforbruget er øget i en grad, så hun ikke har lyst til at rejse så langt væk.

»Så Lars og jeg bliver hjemme, men de andre tager heldigvis selv afsted til Malta, og det er jeg glad for,« siger Mette Kirk.

Lars er ægtemanden med efternavnet Sand Kirk, og ham mødte hun i 1982, da han læste på Arkitektskolen i Aarhus - og som siden fik arbejde som arkitekt og underviser i Grenaa. Parret har i dag to voksne sønner, hvor den ene til august flytter fra job og bolig i Helsinki i Finland og til Aarhus for at arbejde som jurist, mens den anden er afdelingsleder hos den høretekniske virksomhed Demant i København. Der er tre børnebørn - og et fjerde på vej.

Vokset op i Rønde

Mette Kirk er født i Vorre tæt ved Løgten, men flyttede som fireårig med sin familie til Rønde, hvor hendes far var brugsuddeler og hendes mor var medhjælpende hustru og passede hus og hjem.

Skolegangen startede lidt utraditionelt - i en såkaldt pogeskole. Et tilbud, der skulle ses som en slags forberedelse til folkeskolens første klasse.

»Det var et wienerbarn - Veronica Gigler - der stod for undervisningen. Hun underviste os i kælderen under missionshuset fra vi var fem år til vi fyldte syv og startede i folkeskolen på Rønde Skole. Et hold om formiddagen og et andet hold om eftermiddagen. Jeg var vildt optaget af det, og vi lærte at regne og skrive - og hvordan vi skulle begå os i trafikken. Hun havde også en kolonihave, som vi gik til. Så lærte vi at se os til højre og venstre - og lærte om hendes planter i haven. Jeg føler mig heldig at have været en del af det, for vi fik et godt forspring til den rigtige undervisning senere.«

På Rønde Skole tog Mette realeksamen - og holdt så et sabbatår, hvor hun som 17-årig var lærervikar, inden hun tog på gymnastikhøjskole i Viborg. På det dengang nybyggede Vejlby-Risskov Amtsgymnasium tog hun en HF-eksamen.

»Jeg kørte med bus frem og tilbage hver dag - og de nogle og tyve kilometer fra Rønde til Aarhus var også afstanden til en helt anden verden for mig. Her fik jeg øjnene op for en helt anden kultur. Det var en god tid for mig.«

Udlært i Randers

Efter gennemført HF-eksamen fulgte endnu et sabbatår som lærervikar, inden hun valgte at starte på sygeplejerskeskolen i Randers i 1975.

»Al teori foregik i Randers, men det meste af min praktiktid var i Grenaa.«

Da du så var færdig som sygeplejerske i 1978, valgte du job og bolig i Grenaa. Hvorfor lige her?

»Det ved jeg egentlig ikke. Jeg havde ingen tilknytning til byen, men jeg var glad for at være her. Også med Grenaa Sygehus som arbejdssted. Det var mesterlære med stor selvstændighed, og vi lærte rigtig meget. Vi var fanme dygtige, tør jeg godt sige. Det viste sig også, når vi gik til eksamen. Som elev var der megen erfaringsudveksling mellem os. Min første stilling var på intensiv-afdelingen, og jeg fik en specialuddannelse som intensiv-sygeplejerske. Siden arbejdede jeg som sygeplejerske i Kiruna i det nordlige Sverige på en intensiv-afdeling, og det prøvede jeg i flere omgange. Da jeg så vendte permanent tilbage til Grenaa Sygehus, valgte jeg at arbejde på anæstesiafdelingen - og fik også en specialuddannelse på dette område. Det job havde jeg så i 20 år, og var afdelingssygeplejerske i syv af dem. Det var et enormt spændende arbejdsområde - hvor teknologien endnu ikke havde fået overtaget. Jeg kunne godt bedøve en patient, selv om jeg slukkede skærmen.«

Mette Kirk valgte efter 20 år på anæstesiafdelingen, at søge på skadestuen, som også fungerede som modtagelse på Grenaa Sygehus.

Chok i 2002

Men i 2002 skete der noget afgørende for både Mette og for Grenaa. Det daværende amtsråd ville lukke Grenaa Sygehus. Der blev protesteret og vist modstand med optog gennem byen og det første af mange borgermøder i Grenaa Idrætscenter. Siden blev 65.000 protestunderskrifter afleveret på Amtsgården i Aarhus.

»Der skete det, at tillidsfolkene på sygehuset kom til mig og spurgte om jeg ikke kunne være talerør over for ledelse, presse og politikere. Det blev jeg så, og det betød, at jeg blev fritaget fra mit arbejde som sygeplejerske og i stedet fik løn af Grenaa Kommune i seks uger. Nyheden om politikernes ønske om at lukke sygehuset fik vi på et informationsmøde en mandag morgen. Men jeg vidste det allerede tre dage før - om fredagen. Der var nogle fra sygehusets tekniske afdeling, som på en eller anden måde havde fået fat på nogle mails med budskabet - og de fortalte det til mig, fordi jeg så kunne forberede mig på at sige noget på mødet mandag morgen. Det var en rædselsfuld weekend, fordi jeg vidste, at der ikke ville være noget sygehus tilbage, hvis det stod til politikerne. Så mandag morgen var mit budskab til politikerne: ”Det er sådan I vil have det - men sådan bliver det ikke”.

Hjalp det noget at protestere og råbe op?

»Ja - i hvert fald i første omgang. For det var jo politikernes mening, at Grenaa kun skulle have en skadestue, hvor man kunne sætte et plaster på, men vi fik lov til at beholde skadestuen, som var døgnåben helt indtil 2008. Dengang var det fornuftigt nok at lukke den om natten, fordi der ikke var patienter nok. Siden forsvandt fødslerne og intensiv-afdelingen. Og hvis man ikke har begge dele på et sygehus, så er der ikke nok at lave for anæstesipersonalet.«

Fortsatte trusler

Truslerne mod det lokale sundhedstilbud er fortsat gennem årene - og hele tiden er der brug for en vagthund, når politikere og administration foreslår nye forringelser. Derfor dannede man først en støtteforening for Grenaa Sygehus, og siden Grenaa Sundhedshus, da sygehuset blev lukket. Nu som en støttegruppe, der har Mette Kirk som formand.

»Vi troede på et tidspunkt, at nu var vi smult vande og syntes ikke længere vi kunne forsvare at opkræve kontingent hos medlemmerne.«

Har du altid været en, der reagerer på uretfærdigheder?

»Ja. Jeg har en stor retfærdighedssans. Jeg har også været domsmand i retten, og den funktion passede mig glimrende. Jeg ved godt, at vi ikke kan have det lige godt alle sammen, men vi har de samme grundvilkår, når vi bliver født i Danmark, og så forvalter vi det forskelligt. Det kan jeg ikke blande mig i, men jeg kan prøve at gøre gældende, at vi som udgangspunkt skal have samme vilkår i skolevæsenet, sundhedsvæsenet og så videre. På sundhedsområdet har jeg en faglig tilgang, fordi jeg har så mange specialuddannelser, som jeg har, så derfor ved jeg noget om det. Derfor kan jeg ikke holde ud at se, når der siges så meget vrøvl, som ikke hænger ret godt sammen. Allerede i skolen havde jeg øje for, hvis der stod en tilbage i skolegården, som aldrig legede med de andre, så sørgede jeg for, at han eller hun kom med med ind i flokken. Så det ligger i mit dna.«

Hvordan tror du, at regionspolitikere og topledelse har set på dig gennem årene?

»Jeg tror rent faktisk, at Bent Hansen som regionsrådsformand var glad for mig. Ham kunne man få til at flytte sig, hvis vi havde de rigtige argumenter. Jeg kan huske, at jeg i et af de utallige indlæg om besparelser og forringelser, havde underskrevet mig som behandlersygeplejerske, og her reagerede hospitalsledelsen i Randers, som mente, at det var at gå over stregen. Jeg havde også sendt indlægget til Bent Hansen, som havde sendt det videre til de 41 andre i regionsrådet. Så han havde ingen problemer med det - og jeg tror, at han respekterede mig. Det blev jo til mange møder med ham - og altid har jeg fået et smil og et klap på skulderen af ham.«

Træt af mig

Hvad så med den nuværende regionsrådsformand Anders Kühnau?

»Han har helt sikkert fået nok af mig. Det er jeg sikker på. I dag er det svært at se forskel på politikere og administrationens topledelse. Jeg er sikker på, at Anders Kühnau og regionsdirektør Jonas Dahl kan blive enige om mange ting - og det er faktisk lidt uhyggeligt. Jeg ved, at der ikke er fuld ytringsfrihed for personalet - men mig kan de ikke give mundkurv på som pensionist.«

Du må selv gennem årene have fået mange opfordringer til at stille op i politik?

»Det har jeg, men det er ikke mig. Jeg har en transportudfordring og har aldrig været glad for at køre bil og slet ikke på motorvej. Jeg har fået opfordringer fra alle mulige politiske farver, og det er dejligt, at de ikke kunne finde ud af, hvor jeg hører hjemme. Til næste regionsrådsvalg tror jeg, at det vil være klogt med en helt ny liste fra Djursland, fordi folk ikke synes om det, de politiske partier har lavet i regionsrådet. Var jeg en af dem, ville jeg have svært ved at se mig selv i spejlet. Det er ikke nok at sige, at man er en stærk stemme FRA Djursland. Der ville jeg foretrække en stærk stemme FOR Djursland.

Hvis du nu kunne bestemme. Hvis det var dig, der var formand for regionsrådet - hvilket sundhedstilbud skulle vi så have på Djursland?

»Jeg synes, at vi skal have det, som vi i sin tid blev lovet, da sygehuset forsvandt og blev til et sundhedshus. Vi skulle have ambulante funktioner, der afspejler behovet lokalt. Og man skulle turde at lave det forskelligt fra Ringkøbing til Silkeborg og til Grenaa, fordi det skal tage afsæt i den lokale befolknings behov. Vi er ikke så højtuddannede herude, og der er heller ikke så mange penge i kassen hos folk, fordi vi tjener mindre. Infrastrukturen er presset. Men hvis skal blive mindre syge, så skal der være en tilgængelighed til sundhedsvæsenet, og mit mantra er, at sundhed er ligefrem proportionalt med tilgængelighed i sundhedsvæsenet. Der er langt til sygehusene i Randers og Aarhus, og mange opgiver på grund af afstanden. Så jeg ville ønske så mange funktioner lokalt som muligt. Så når der ansættes en læge i Randers, skal de have at vide, at en dag om ugen skal de arbejde i Grenaa. Det er da bedre, at der er en enkelt læge, der flytter sig i stedet for, at 20 patienter skal tage turen den anden vej. Vigtigst vil dog være, at man får en lokal ledelse, som selv bestemmer, hvordan pengene skal bruges. Sygehusledelsen i Randers har ikke anet, hvad de har betalt til i Grenaa. Vi skal ikke have specialkirurgi og alt muligt andet. Det må man rejse efter, men 80 procent af det, vi fejler, skal man ikke til en specialist for at få klaret.«

Og så vel et ordentligt akutberedskab?

»Ja, selvfølgelig. Og her er jeg skuffet over, at man politisk ikke tager hensyn til, at vi er et udkantsområde. Der er så stor forskel på, hvad en akutlægebil med en anæstasilæge kan klare i forhold til en enkelt paramediciner i en ambulance. Det vil man kunne se efter 1. juli, når akutlægebilen forsvinder fra Grenaa Sundhedshus.