Fortsæt til indhold

Biblioteket sælger sine brugte bøger billigt

Der er masser af sommerferielæsning på hylderne og pengene går til gode formål.

Samfund
Tahmasbi

Aarhus Bibliotekerne inviterer til bæredygtigt bogsalg i Dokk1 lige inden sommerferien, der er højsæson for læseheste.

Man kan på biblioteket dykke ned i et hav af bøger til fantastiske priser. Uanset om man er til faglitteratur, skønlitteratur, rejsebøger eller magasiner, er der noget for enhver smag.

Bogudsalget er med til at give kasserede biblioteksbøger ekstra levetid, efter deres tid på udlånshylderne er slut. Enten fordi de er for slidte eller ikke har været udlånt i tre år. Det skriver bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Bøger koster 10 kroner og man får 10 for 80 kroner, mens magasiner og CD’er koster fem kroner.

Der kan kun betales med kontanter eller MobilePay – ikke betalingskort.

Når man tager en god bog med hjem, støtter man samtidig bæredygtige aktiviteter på Aarhus Bibliotekerne.

Bogsalget støtter bibliotekernes verdensmålsindsats. Pengene fra bogsalget går til at skabe nye bæredygtige aktiviteter til aarhusianerne, både socialt, økonomisk og miljømæssigt.

Tidligere Bogsalg har blandt andet muliggjort:

Grøn pizza-fællesspisning og klimapoesi på Risskov Bibliotek

Garn-byttemarked og strikke-oplæg med strikkedesigner Lærke Bagger på Risskov Bibliotek.

En regnbuehylde med LGBTQ+ tematiske bøger på Åby Bibliotek

Forskellige sy-værksteder i Dokk1 og på de lokale biblioteker i Aarhus.

Deleri på Tranbjerg Bibliotek – med fokus på genbrug i lokalmiljøet.

Bogsalget er tirsdag 25. juni og onsdag, 26. juni begge dage fra kl. 10.00 til kl. 18.00

Alle er velkomne til bogsalget, som er helt og aldeles gratis at deltage i.