Marcus Kingo løber du ikke om hjørner med - tre tolvtaller for imponerende kvartsvingstrappe
Fra børnelærling til mesters stolthed: Kalø Køkkenet har en dygtig bygningssnedker in spe, der springer ud i marts 2025.
»Da Marcus kom her og spurgte, om han kunne komme i lære som tømrer, var han næsten kun lige blevet konfirmeret og helt uden livserfaring. Han anede ikke, hvad et bryggers var og troede, at lokumspapiret kom ud ad væggen,« lyder det råt og usødet fra Ole Hjort, indehaver af Kalø Køkkenet på Lerbakken i Følle.
Men Marcus, der hedder Kingo til efternavn og kommer fra Mørke, havde talegaverne i orden. Det samme havde hans far.
Så Ole Hjort, der ellers kun tager voksenlærlinge, faldt for den unge herre.
»Jeg sagde til ham, at han ikke kunne komme i lære som tømrer, men som bygningssnedker. Det er jo det samme, som en tømrer i gamle dage,« forklarer Ole Hjort.
Han anede ikke, hvad et bryggers var og troede, at lokumspapiret kom ud ad væggenOle Hjort, indehaver Kalø Køkkenet
Fra hvalp til ung mand
Marcus Kingo begyndte hos Kalø Køkkenet i sommeren 2021, og til marts 2025 står han med sit svendebrev i hånden, hvis alt spiller.
Det gør det. Den unge børnelærling af en knægt, som Ole Hjort fik i folden, har siden starten bygget flot på både fagligt og menneskeligt.
»Det seneste år til halvanden har vi kunnet se en Marcus, der er blevet meget mere moden, og ham børnelærlingen, som vi baksede med for tre år siden, har bygget på sin kunnen. Han er sgu’ dygtig.«
Marcus Kingo smiler og nikker til mesters karakteristik.
»Jeg kan godt mærke, at der er sket noget, men jeg er også landet det rigtige sted efter en skoletid, som jeg ikke var vildt begejstret for,« siger Marcus Kingo.
Han nåede kort at begynde på Mørke Skole, før turen gik videre til både Ugelbølle Friskole og Syddjurs Friskole, inden et efterskoleophold på Samsø gav ham et boost.
Tre tolvtaller
Forleden fik Marcus Kingo et synligt bevis på, at han kan levere stærkt både fagligt og i forhold til samarbejde.
Et fem ugers skoleforløb på Syddansk Erhvervsskole i Vejle, som led i uddannelsen, kastede lige tre fornemme tolvtaller efter Marcus Kingo.
Sammen med sin studiekammerat, Asbjørn Brandt-Pedersen, 34, fra København, lavede den unge Mørke-knægt en kvartsvingstrappe med 13 trin i fyrretræ, heraf syv skæve, til noget nær perfektion.
Marcus Kingo vidste på forhånd, hvad de fem uger skulle bruges til. Noget af det, han ikke laver mest af til dagligt, som er at montere individuelle og skræddersyede køkkenløsninger til Kalø Køkkenets kunder.
En kvartsvingstrappe er en trappe, der svinger 90 grader. Populært sagt, trappen, du kan løbe om hjørner med.
»Asbjørn og jeg havde under hele forløbet et perfekt samarbejde, og det er også en forudsætning for et vellykket resultat. En så stor opgave kan du ikke lave alene,« indrømmer Marcus Kingo.
De fem uger blev brugt fornuftigt. Fra de indledende tegninger, der bare skal sidde i skabet, for at det arbejde, som siden skal materialisere sig, bliver perfekt.
»Vi taler om en margen på maks. to millimeter, og alt bliver målt efter, når vi står med det færdige resultat. Netop det, at vi blev færdige inden for de fem uger, var meget afgørende for vores resultat. Det var slet ikke alle, der disponerede tid, så de kunne stå med et færdigt produkt,« forklarer en stolt Marcus Kingo.
Hjemme på gården
Trappen er reelt ’en bestillingsopgave’, fordi hos Kalø Køkkenet laver man ikke noget, der siden skal stå i et hjørne.
Marcus Kingo og hans kæreste stod og manglede en udendørs trappe, så de hjemme på gården i Mørke hos unge Kingos forældre kunne komme op på 1. sal i en nyindrettet lejlighed.
»Den er ikke sat op endnu, men det bliver den. Alt er spartlet, så træet kan tåle vand, og så skal trappen ellers bare vedligeholdes med maling en gang årligt,« siger Marcus Kingo.
Ole Hjort vurderer, at trappen står til en salgspris på 25.000 kroner af de lange.
»Jeg er da megastolt af Marcus, men det forpligter så endnu mere de sidste ti måneder af læretiden,« griner han.