Gamle nyheder kan nu også noget
Agurketid. Et udtryk for den stille sommersæson, hvor der for nyhedsmedierne ikke altid er så meget at skrive om. Alle er på ferie, intet sker, og hvad der måske ikke rigtig kan kategoriseres som en nyhed, får alligevel spalteplads, som for eksempel da en norsk lokalavis meddelte, at vejene i Finnskogen nu er så dårlige, at de ikke kan cykles på af folk med gebis!
På en måde lyder det egentlig helt rart med sådan en agurketid. Man kunne måske ligefrem håbe på det: At verden for en stund lige tager den med ro – og fred ikke mindst. Man har da lov at håbe.
Denne klumme bærer i hvert fald præg af agurketid, for den er skrevet sidst i juni, inden jeg gik på ferie, og har således ingen nyhedsværdi. Men gamle nyheder kan nu også noget. Gamle fortællinger kan i hvert fald.
Og når det nu en dag bliver rigtig møgvejr med regn og blæst eller lyn og torden – kun en enkelt af sommerdagene, selvfølgelig – så sæt dig foran fjerneren med din dyne og find dokumentaren ”Ekko af kærlighed” frem på DRTV. Det en poetisk, rørende ærlig og livsklog film om livslang kærlighed, og det der bliver tilbage, når den forsvinder igen.
Det lyder måske trist, og jeg kan da heller ikke udelukke, at man bliver en smule rørt, men det er virkelig fine fortællinger, denne gruppe af 80-100-årige mænd og kvinder kommer med. Med humor, med sorg, med skam, med glæde og glimt i øjet fortæller de om sexliv, hudsult og skuffelser. Om at få at vide af sin mand, at man ikke må gå på arbejde, og om skammen over at være blevet gravid inden ægteskabet.
Som jeg læste i en anmeldelse, så er det en film, der giver dig lyst til at give dine bedsteforældre et kram eller lytte nøje efter næste gang, de fortæller dig en historie. For bliver der først åbnet op, rummer den ældre generation en sand vidensbank af livserfaring. Her er der virkelig noget at fylde agurketiden ud med.
I kan måske nok fornemme, at filmen har gjort et vist indtryk på mig. Jeg så den til et arrangement i Hadsten Bio i anledning af Favrskov:Dox, hvor der efter filmen var samtale med publikum. Og det er måske nok en af kommentarerne fra publikum, der gav allermest stof til eftertanke, og som har rumsteret i mit hoved lige siden. For der var en, der rakte hånden op og sagde: ”I takt med at jeg bliver ældre, føler jeg mig mere og mere usynlig.”
Den kommentar tænker jeg stadig meget over, og som kommentar til kommentaren kan jeg kun sige: Se ”Ekko af kærlighed” og oplev, at der er masser af gamle nyheder, masser af fortællinger, der bare venter på at blive fortalt – også i en agurketid.