Provst i Norddjurs revser sekretær: »Det er min fornemmelse at din loyalitet ligger et andet sted«
Tillidskrise i Norddjurs Provsti: Provstisekretær står til opsigelse.
Efter en kort periode med ro er konflikten igen blusset op i Norddjurs Provsti. Provstisekretær Ilka Daniel står over for en opsigelse, afslører et brev set af Kirke.dk.
Opsigelsen er underskrevet af provstiudvalgets formand, Jakob Bay-Mortensen, og den nye provst, Anja Grønne Mathiassen.
Begrundelsen for opsigelsen er behovet for at »begynde på en frisk« efter en længere konfliktperiode.
Ifølge brevet har Ilka Daniel ikke levet op til sin rolle som loyal medarbejder i forbindelse med ansættelsen af Anja Grønne Mathiassen.
Fortroligheden er væk
Brevet, som Kirke.dk er kommet i besiddelse af, henviser til Ilka Daniels engagement i sagen om den tidligere provst.
Det anføres, at dette engagement har undermineret samarbejdet og fortroligheden med den nye provst, hvilket gør det nødvendigt at afslutte samarbejdet.
»Det er min fornemmelse, at din loyalitet ligger et andet sted, og at jeg af den grund ikke kan tale frit på provstikontoret eller i øvrigt drøfte i fortrolighed mere personfølsomme sager,”«som det hedder i brevet.
Kirke.dk har forsøgt at få kommentarer fra både Jakob Bay-Mortensen og Anja Grønne Mathiassen, men ingen af dem ønsker at udtale sig.
Ilka Daniel har heller ikke givet en kommentar.
Ivrig forsvarer
Ilka Daniel var særligt aktiv i forsvaret for den tidligere provst, Lars Seeberg, der stoppede sit virke i Norddjurs den 8. maj 2023 efter flere års uro i provstiet.
Seeberg blev ansat som provst i Norddjurs Provsti den 1. januar 2018 med en klar opgave: at omdanne 36 sogne til fire, en proces der mødte modstand og utilfredshed i flere menighedsråd.
Konflikten i provstiet under Lars Seebergs tid havde sine rødder i en hændelse fra 2020, hvor Seeberg blev beskyldt for at hjælpe medlemmer af Grenaa Gospelkor med at opnå flertal i menighedsrådet.
Seeberg arrangerede et formøde før valget, hvilket førte til beskyldninger om manipulation fra en tidligere menighedsrådsformand. Valghandlingen i Grenaa Kirke tiltrak 135 deltagere.
Denne kontrovers resulterede i, at fem menighedsrådsmedlemmer trak sig i protest mod den ledelsesstil, som Lars Seeberg og den nye formand, Åge Dragsted, indførte.
Seeberg undskyldte senere for sine handlinger og indrømmede at være gået for vidt.
Åge Dragsted trak sig som formand efter mindre end et år på grund af helbredsproblemer.
Ifølge brevet har Ilka Daniel en opsigelsesperiode på fem måneder og skal fratræde sin stilling ved udgangen af januar 2025, medmindre provstiudvalget fastholder opsigelsen.
Ilka Daniel har indtil den 23. august til at gøre indsigelser mod opsigelsen.
Lokalavisen har onsdag morgen forsøgt at komme i kontakt med Ilka Daniel - uden held.
Lokalavisen følger op på sagen