Efter fem år har eventyreren Ayo parkeret autocamperen ved Ryomgård: »Det er første gang i syv år, at jeg skal bo i et hus«

»Hej, og velkommen. Jeg er næsten lige kommet hjem og forsøger at lande,« lyder det med et varmt smil fra Ayo Hansen, 43, da Adresseavisens udsendte på cykel triller ind på gårdspladsen på den smukke og historiske gård i Ryomgård-området, som hun og kæresten netop har lejet

Stuehuset er en arkitektonisk og bygningsmæssig perle med en vægtig historie.

»Jeg så på nettet, at gården kunne lejes, mens jeg kørte rundt i min autocamper i udlandet, og skrev fluks hjem til min kæreste, at den skulle vi leje. Så derfor er jeg her, og vi skal til at indrette os,« griner Ayo Hansen.

»Det er første gang i syv år, at jeg skal bo i et hus.«

På gårdspladsen holder Ayo Hansens faste bopæl og base, en toptunet autocamper, med de basale fornødenheder indenfor for kort rækkevidde.

Hun døjer lidt med eftervirkningerne af en lungebetændelse, men er så småt ved at komme til hægterne.

I telt til en start

Det er mere end syv år siden, at Ayo Hansen, 43, solgte det meste af sit indbo, opsagde lejligheden i København, og hendes to voksne børn flyttede hjemmefra.

I en årrække har hun jagtet eventyret på de mindste mulige og umulige veje i sin autocamper og levet et liv som fuldtids globetrotter på hjul, imens hun har arbejdet undervejs.

Ayo Hansen er født og opvokset i Silkeborg. Efter gymnasietiden arbejdede hun primært i hotelbranchen. Hun stiftede familie med sin daværende mand. Børnene er i dag 25 og 23. Den ældste knægt arbejder som programmør, mens yngstepigen på 23 sejler havene tyndt med Skoleskibet.

Da hun afhændede sin lejlighed i hovedstaden for syv år siden var det for at flytte i telt ved Hampen Sø. Det var her lysten til et nyt liv og mærke verden på egen krop begyndte.

Ville til Mongoliet

Hun voksede som barn op på en gård, hvor hestene blev brugt til markarbejde, og mange af de daglige fornødenheder blev dyrket i køkkenhaven.

»Mens jeg boede i telt, der var spartansk indrettet med et stort brændekomfur, så jeg kunne holde varmen i vintermånederne, og en sofa, arbejdede jeg som korrekturlæser og skrev artikler. Jeg sparede sammen til en autocamper, fordi jeg ville køre til Mongoliet,« fortæller Ayo Hansen.

I første omgang afstod hun sit telt og købte en gammel folkevogn, som hun boede i et år.

Ayo Hansen kørte rundt i den ombyggede folkevogn i Danmark det første år under corona.

Da verden blev åbnet op, rejste hun ud: Sverige, Polen, Ukraine, Moldova, Rusland, Hviderusland og Rumænien.

Sideløbende skrev hun artikler til rejsemagasiner, udgav en bog og holdt workshops, når hun var hjemme at vende kort, før udlængslen meldte sig på ny.

En øjenåbner

Ayo Hansens skriverier om sine oplevelser på diverse hjemmesider og sociale medier blev læst af af en forhandler af autocampere i Låsby, Autocamp Låsby.

»Jeg blev inviteret til Låsby, og da jeg gik derfra, havde vi en aftale om, at de ville stille en moderne autocamper til rådighed for mig, som jeg kunne bruge kvit og frit, hvis jeg ville omtale bilen og skrive løbende, når jeg var ude. Det var mit svineheld. Aftalen gælder stadig.«

»Hvor lang tid? Indtil en af os siger, at nu er det slut, vil jeg tro.«

Ayo Hansen griner højlydt.

Hun har kørt og boet i bilen i fire år nu. Betaler selv sine udgifter til diesel.

»Inden jeg tog ud i verden, fik jeg et kursus af en god ven. Han lærte mig at skifte hjul og andre ting, som man skal kunne, hvis man holder et sted på en lille vejstrækning i Rumænien eller Ukraine, og der er langt til en mekaniker.«

»Jeg har virkelig lært, at jeg kunne meget mere end jeg troede og har ikke haft større problemer, mens jeg har kørt rundt. Tværtimod har jeg oplevet en hjælpsomhed og en kærlighed hos de mennesker, jeg har mødt.«

Aldrig bange

Til dato har Ayo Hansen besøgt 108 lande, 48 af dem i autocamper. Hun har været ude i autocamperen under længere stræk hele ti gange.

I en yngre udgave hoppede hun, ligesom sine jævnaldrende på et fly og boede på hoteller i Spanien eller andre steder, hvor turismen florerede.

Nu har hun sit eget hotel med.

»Jeg er ikke turist, men en rejsende. Jeg kører ikke til Østeuropa, som jeg holder så meget af, for at være dommer og snakke demokrati. Min interesse er de mange menneskers historie, som jeg møder og snakker med.«

»Jeg vil ikke tøve med at fastslå, at som rejsende har jeg fået et bredere perspektiv på verden, og meget mere nuanceret end det du får ved kun at læse breaking news om krig, ødelæggelser og en verden i forfald. De mange positive oplevelser, jeg har fået ved at snakke med mennesker ud i de mindre byer i Ukraine, Tyrkiet eller en romalejr i Rumænien, skal jeg bruge mange hænder til at tælle.«

Ayo Hansen taler flydende engelsk og en lille smule arabisk og finder det ikke svært at være kvinde alene på vejen.

»Det har aldrig givet mig problemer,« siger hun.

Hun har heller aldrig følt sig bange. Når hun camperer, sker det primært i naturen for at spare penge. I større byer holder hun på autoriserede parkeringsområder.

»Jeg har aldrig oplevet indbrud. Jo, på Sicilien fik jeg hugget bilens nummerplader. Det betød så lige, at jeg måtte holde stille nogle uger for at vente på et sæt nye fra Danmark, så jeg kunne sejle videre til Tunesien.«

14 dage på en kamelfarm

Da Adresseavisen besøgte Ayo Hansen umiddelbart før sommerferien, var hun netop kommet hjem fra Tunesien via Tyrkiet og herfra til Danmark. Et forsøg på også at komme ind i Libyen, viste sig umuligt.

Opholdet i et muslimsk land som Tunesien hører til rækken af oplevelser, der har sat sig i sindet.

De positive først.

På et marked i det nordafrikanske land gik hun rundt og forsøgte at gøre sig forståeligt på engelsk - uden held.

Først da en ung mand henvendte sig til hende: »Skal jeg hjælpe dig, jeg taler engelsk.« - var der der hul igennem.

Det endte med, at den unge mand og hans familie inviterede Ayo Hansen med ud på deres kamelfarm langt udenfor lands lov og ret.

»Vi kørte kørte næsten 70 kilometer ud i ørkenen, så for en sikkerheds skyld sendte jeg screenshots til min kæreste, så hun vidste lidt om, hvor jeg var, hvis jeg skulle løbe tør for strøm.«

På kamelfarmen vankede der de vildeste oplevelser.

»Jeg boede på farmen i 14 dage, red på kameler og og var med til at finde krystaller. Jeg oplevede en gæstfrihed og venlighed, der var overdådig.«

Da de 14 dage var gået, sørgede familien for, at hun og autocamperen kom tilbage til vejnettet, så Ayo Hansen kunne køre sikkert videre.

Flygtninge i horisonten

Det var også i Tunesien, at Ayo Hansen for første gang blev ramt benhårdt mentalt.

Hun havde fået en teaser på, hvad der ventede hende senere, da hun sad sammen med familien på Kamelfarmen og nød deres gode mad og gæstfrihed.

Langt ude i horisonten kunne hun ikke undgå at lægge mærke til korteger af gående mennesker, der stavrede frem i sandet med en bagende sol over sig. Det lignede tændstikker, men var mennesker af kød og blod på flugt med en brændende tro på, at de længere fremme på ruten kunne komme videre med skib til Europa.

»Det er strafbart at hjælpe disse forhutlede og ulykkelige mennesker, men mine værter sørgede hver dag for at køre frisk drikkevand ud til dem på deres rute.«

»Turen ud af Tunesien var barsk. Mens jeg holdt i kø og skulle have tjekket pas og politi og militær vimsede rundt, så jeg flygtninge kravle op på taget og under bilen og gjorde forsøg på at komme ind til mig i håb om, at de kunne komme med mig. Heldigvis kom ingen til skade, og jeg kunne komme videre.«

Denne menneskelige tragedie ramte hende. Hun er fortsat i sine følelsers vold, når hun fortæller, og en tåre sniger sig frem i eftermiddagssolen.

»Jeg finder det vildt og ubegavet, at nogle mennesker er nødt til at flygte. Den befolkningsvækst, som vi oplever i Afrika og som medvirker til, at mennesker forsøger at flygte, fordi der ikke er mad eller arbejde nok til dem, er det største tema lige nu og kan udvikle sig til noget meget forfærdeligt og katastrofalt, hvis ikke vi i de rige lande vil medvirke til en løsning. Det haster, ellers kæntrer vi,« lyder det manende men fattet fra Ayo Hansen.

Ro på et stykke tid

Nu og her er planen, at Ayo Hansen skal opholde sig et års tid i Danmark.

Hun skriver på bog nummer to, som hun udgiver på sit eget forlag.

Den første, Omniakogebogen: ’Den Sultne Rejsende’, har hun haft god succes med.

Hun fortsætter med at arrangere autocamperture tre gange om året af enten en måneds eller 16 dages varighed.

Turene er, som bogen, en vigtig del af hendes indtægtsgrundlag.

»Den næste tur er planlagt til Balkan og Grækenland i midten af september. Jeg er guide, men vi kører ikke efter hinanden i kortege. Jeg har planlagt nogle destinationer undervejs, hvor vi mødes og hvor jeg kommer med forslag til, hvordan man kan køre videre, og hvad der er at se, før vi mødes på næste destination,« forklarer hun.

Ayo Hansen værdsætter natur, dyreliv og mennesker og finder også Danmark et vidunderligt land at køre i.

Hun planlægger at køre ture i autocamperen ad Margueritruten, mens hun er ’hjemme’.

Men ’hjemme’ er for hende også de lande, hun har besøgt, og de mennesker hun har mødt.

Rumænien fremhæver hun flere gange som et vidunderligt land.

Globetrotteren har fortsat sulten efter at komme ud og mærke verden.