Er vi modige, hvis vi intet gør?

Kære Heidi Hass Madsen.

Du skriver i læserbrev d. 20/8 2024, at “[…]bliver kommunalbestyrelsen via konsulenter gjort opmærksomme på, at det nye narrativ omkring besparelser er ”at være modige”.”

Det undrer mig gevaldigt, at du lader til at være bedre informeret om kommunalbestyrelsens opdrag, end jeg som udvalgsformand, gruppeformand og kommunalbestyrelsesmedlem er.

Jeg mindes ikke at være blevet præsenteret for fortællingen om, at besparelser og svære beslutninger skal oversættes til “mod”. Til gengæld er jeg blevet præsenteret for fremtidsudsigterne for Norddjurs Kommune med hensyn til indtægter, udgifter og befolkningsudvikling.

Beskeden er entydig og klar: Udgifterne stiger hurtigere end indtægterne, der bliver flere ældre, færre i den arbejdsdygtige alder og færre børn - og det er nødvendigt at handle, for at undgå endnu en mareridtsagtig tur mod en tom kommunekasse. Det har vi prøvet i 2018 - og det ønsker ingen at gentage. Aktuelt er kommunens likviditet (kommunekassen) stærk, men det er åbenlyst, at der med stigende udgifter på mange områder skal træffes svære, nødvendige beslutninger.

Vejrudsigten lover så at sige regn og torden - og vi skal indkøbe regntøj, pakke sommertøjet langt væk og aflyse nogle af de sjove planer, så vi ikke ender med at stå i silende regn i sommertøj ved en tændt grill og insistere på, at det hele trods vejret skal være, som vi havde håbet og kunne ønske.

Som folkevalgt politiker, er jeg enormt bevidst om, hvad vi er valgt til på borgernes vegne: At træffe de bedst mulige beslutninger for Norddjurs kommunes borgere nu og i fremtiden.

Jeg er også bevidst om, at alternativet til at træffe beslutninger - også de hårde og svære beslutninger - er at lade stå til og acceptere tingenes tilstand, mens tiden går og udfordringerne bliver større.

I Norddjurs ser vi, takket være en spareivrig socialdemokratisk ledet SVM-regering, ind i vanskeligere økonomiske rammer og selv om pengene til at lave de kloge, langsigtede investeringer i dag findes i kommunekassen, er det ikke tilladt at investere ud over de af regeringen dikterede rammer for ”anlægsudgifter” (fx. veje, bygninger, klimasikring) og ”serviceudgifter” (fx. lønninger/personale, varme/vand/el, materialer til skoler og hjemmepleje mv.).

De stramme rammer betyder at vedligehold af plejehjem, skoler, rådhuse og andre kommunale bygninger, kommunens veje og faciliteter på fritids- og foreningsområdet, kæmper om pladsen i vores anlægsbudget med investeringer i velfærdsteknologi, IT-infrastruktur (der er basis for mange medarbejderes arbejdsopgaver), klimasikring mod oversvømmelser, naturindsatser og alt det andet, der ligger indenfor kommunens opgaverække.

Samtidig kæmper udgifter til forebyggelse og udgifter til indsatser om pladsen på driftsbudgettet. Det betyder - ret direkte - at vi ikke kan investere i bedre forebyggelse uden at skulle spare penge et andet sted.

Det er den ubehagelige virkelighed, skabt blandt andet af SVM-regeringens udhulning af kommunernes økonomi og de alt alt for stramme økonomiske rammer, vi som kommune skal overholde.

I læserbrevet rejses følgende: “Er det modigt at fortsætte i samme slidte spor velvidende at sporet går den forkerte vej?”

Det er ganske “modigt”, at en socialdemokratisk lokalformand stiller det spørgsmål og melder ud, at der skal “skiftes spor”, når Socialdemokratiet i 12 år sad tungt på magten og var (og stadig er) den markant største gruppe i kommunalbestyrelsen. Sporet som i hårde vendinger kritiseres, er trådt til og slidt til en rende henover årene under socialdemokratisk styre.

Vi er nu i en tid, hvor kommunalbestyrelsen i et bredt funderet politisk fælleskab henover midten forsøger at komme op af renden og netop skifte spor, så vi kan komme foran de økonomiske problemer i stedet for at halse bagefter - og skabe rum til investering, udvikling og en bedre fremtid.

Forsøget på at komme op af renden, ud af sporet og til et bedre sted som kommune, gør vi heldigvis ikke alene men sammen med medarbejdere, borgere og andre, der bidrager med viden, ideer og konstruktivt modspil, fordi de også ønsker en fremtid tilpasset til fremtiden.

At træffe svære beslutninger kan være “farligt” for politikere. Også selv om de svære, ofte umiddelbart upopulære beslutninger på den lange bane ER det rigtige for at tage vare på kommunens borgere og medarbejdere - og for kommunen som helhed. Det er “farligt”, fordi det altid vil være langt sværere at forstå og forklare baggrunden for beslutningerne end det er at kritisere dem i et læserbrev.

Det kræver derfor vældig meget is i maven, ro og en pæn portion mod at træffe de rigtige beslutninger - altså med åbne øjne at gøre noget farligt.

Men som det lyder i Astrid Lindgrens fantastiske børnebog, Brødrene Løvehjerte: “”Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!(’Brødrene Løvehjerte’, Astrid Lindgren)”