Er vi modige, når vi lukker et plejecenter eller skærer ned på støtten til frivillige?

Imens vi er i fuld gang med at tale økonomi og budget for 2025, så bliver kommunalbestyrelsen via konsulenter gjort opmærksomme på, at det nye narrativ omkring besparelser er ”at være modige”.

KB-medlemmerne skal være modige, når de godkender plejecenterlukninger, når de skærer i støtten til de forebyggende indsatser, når der om lidt skal spares mere på handicapområdet og det resterende socialområde, når skolerne skal spare vildt mange penge, og når vi igen skal fravælge det økonomiske fokus på naturen og kystsikringen.

Nu hedder det ikke længere ”at spare på den offentlige velfærd” – Nu hedder det pludseligt at ”vi skal være modige, og tage de svære beslutninger”. Skift i narrativ og bestemt et skift af prioriteringer.

Men hvorfor er det pludseligt blevet et spørgsmål om mod, når vi snakker besparelser? Har vi ikke altid skulle spare?

I hvert fald siden 80’erne, hvor bureaukratiseringen og silotænkning for alvor tog fart og timemanageren var det helt store, så har vi gået op i, at økonomi hører sammen med service og kvalitet. Jo mere service og jo højere kvalitet til børn, unge, de gamle, de sårbare, jo flere penge koster det.

Men er det den egentlige sandhed?

Er det virkelig så enkelt?

Der ses efterhånden en tydelig konsekvens ved besparelser.

Specialområdernes budget stiger, flere børn, unge og ældre er ensomme, de ansatte bliver omsorgstrætte og syge, hvilket igen ender i større personaleomsætning og vikarforbrug. De kommunale (og regionale) budgetter handler primært om besparelser hvert eneste år, og efter sidste budgetforlig gik der kun uger, før der skulle findes endnu flere penge, fordi budgetterne var overskredet, og mens der spares og forringes i service og omsorg, så er der flere klager over service og flere henvendelser fra brugere og pårørende til medierne. Henvendelser som ofte ender ud i flere retningslinjer og mere lovgivning for at styre et velfærdsområde, som er på vej i gruset.

Er besparelser så løsningen? Og hvad viser erfaringerne os? Hvor kommer modet ind?

Er det modigt at spare på skoleområdet velvidende, at det vil skabe mistrivsel hos børn, så de får behov for mere specialiseret støtte, og udgiften dermed stiger andre steder?

Er det modigt at lukke plejecenterpladser, skære i hjælpen til de frivillige, fastholde årlige besparelser maskeret som effektiviseringsbidrag, selvom det resulterer i fravalg af plejecentre som boform, ensomme hjemmeboende ældre med mere behov for hjælp og omsorgstrætte, syge medarbejdere?

Er det modigt at fortsætte i samme slidte spor velvidende at sporet går den forkerte vej?

Måske vi i stedet for burde arbejde for at lægge et helt nyt spor. Et spor som går mod høj kvalitet og høj service, et spor, hvor vi investerer i trivsel og forebyggende tiltag for at undgå specialiseret behov, sygefravær og vikarforbrug, et spor, hvor vi passer på miljøet, før miljøet oversvømmer os i bogstaveligt forstand – et spor, hvor vi ikke kan kende de reelle konsekvenser før efter valgperiodens udgang. Et ANDET spor.

Måske er det dét, vi skal kalde mod.