Fortsæt til indhold

BUM eller intet

Samfund
Heidi Hass MadsenFormand Socialdemokratiet Grenaa
Karoline Bergkvist SøgaardKommunalbestyrelsesmedlem, Socialdemokratiet

Socialdemokratiet er ikke i mod et forbedringsarbejde på socialområdet. Vi er bare i mod brugen af BUM.

Her til det nyligt overståede kommunalbestyrelsesmøde valgte Socialdemokratiet at stemme imod et videre arbejde med en ny økonomistyringsmodel på Socialområdet, kaldet BUM.

Ikke fordi vi ikke anerkender, at medarbejdere og ledere på området har behov for hjælp, at det er uholdbart hele tiden at blive stillet over for besparelser, uden at vide hvad man skal spare på, eller at der er udfordringer med at gennemskue, hvorfor socialområdet går så meget over budget hver gang. Nej, det har vi faktisk fuld forståelse for, og vil også meget gerne tilgodese.

I Socialdemokratiet mener vi dog ikke, at det overblik og den anerkendelse kan gives ved at indføre eller endda bygge videre på en såkaldt BUM-model, som er et bureaukratisk styringsredskab, der primært går op i dokumentation, kontrol og prissætning.

Heidi Hass Madsen

Størstedelen af kommunalbestyrelsen valgte desværre at gå videre med en BUM-lignende model for at få styr på økonomien, selvom styringsanalysen, som ligger til grund for valg af model faktisk fortæller, at vi i kommunen har den laveste udgift pr. borger i forhold til alle sammenlignelige kommuner, og at man i analysen advarer, at de fleste borgere vil opleve et kraftige fald i serviceniveau, hvis vi implementerer modellen.

Derudover er BUM-konceptet et levn fra 80’erne, som er afprøvet af mange kommuner og som selv VIVE (Det Nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd) advarer mod at bruge, da det IKKE giver økonomisk eller faglig gevinst.

Skal vi så bare læne os tilbage og tænke: »Det går nok – i Norddjurs laver vi ikke samme fejl, selvom vi vælger samme model?«
Det mener vi ikke i Socialdemokratiet.

Vi tror på, at medarbejderne kender området og borgerne bedst. Det er dem, der skal finde ud af, hvordan vi gør Socialområdet bedre, mere kvalitetsfokuseret, mere ligeværdigt og retfærdigt på tværs af området, mere attraktivt for medarbejdere og dermed med bedre kvalitet. I stedet for igen at lægge et nyt kontrolsystem ned over medarbejderne, så skal der tænkes anderledes og mere fristillende end tidligere.

Vi hører at andre i KB også er skeptiske overfor brugen af BUM og de vælger da også at kalde det for ”af-art af BUM”, Hybrid-BUM, BUMsk osv., men uanset hvad den kaldes, så er det et økonomisk styringssystem baseret på prissætning og ment til at give muligheden for at pris-sammenligne til gavn for f.eks. private leverandører.

Det, tænker vi, ikke er til gavn for hverken medarbejdere eller borgere.

Som sagt: Socialdemokratiet er ikke i mod et forbedringsarbejde på socialområdet. Vi er bare i mod brugen af BUM.