Da Lissi fik kræft, startede en ny familietradition – nu er Lissi død, men traditionen lever videre
Ti år i træk har 'Team 2. juledag' deltaget i Stafet For Livet i Hadsten. Det giver sammenhold og en anledning til at mindes.
I weekenden fandt Stafet For Livet sted i Hadsten. Det er tiende gang, Hadsten har lagt jord til stafetten. Det blev markeret med en lille jubilæums-ceremoni, hvor tre af de mest standhaftige hold henover årene blev hyldet.
Et af holdene hedder ’Team 2. juledag’ og består af 40 familiemedlemmer. Holdet har deltaget alle ti år.
Birthe Bruun Thomsen fra Harlev er en del af teamet.
»Det hele begyndte, da min søster Lissi fik kræft. Hun boede i Hadsten, og så syntes vi, at det gav god mening at deltage. Desværre nåede min søster kun at være med i den allerførste stafet. Hun døde nytårsdag 2016. Men vi har altså valgt at gøre stafetten til en familietradition. Dels for at mindes Lissi, dels som en anledning til at mødes hele familien,« siger Birthe Bruun Thomsen, hvis bror bor i Trige, mens resten af familien er fra Hadsten-området.
»Selvfølgelig sidder det i os, at Lissi var med det første år. Det her er en god måde at mindes hende, uden det bliver for trist.«
Den ældste deltager på ’Team 2. juledag’ er 80 år, den yngste er et år – der er tale om henholdsvis Lissis mand og oldebarn.
Et arrangement med mening
Navnet ’Team 2. juledag’ kommer fra den dag, hvor familien besluttede at deltage i Stafet For Livet. Det er også 2. juledag, hvor familien i 35-40 år har samledes. I begyndelsen ikke så mange, men henover årene er familien altså vokset med børn, børnebørn og oldebørn.
»Nu er vi så 40 personer, som stadig mødes 2. juledag – og altså også til Stafet For Livet. Vi er glade for det sammenhold, som det giver. Vi mødes, snakker og griner. På den måde glemmer vi ikke hinanden og kan virkelig følge med i hinandens liv,« siger Birthe Bruun Thomsen og fortsætter:
»Vi har det smadderhyggeligt til stafetten. Vi tager et telt med, som vi stiller an. Så har vi hver især borde, stole og tæpper med. Ja, og så går vi selvfølgelig så mange omgange, som vi kan i stafetten. Vi prøver at være så aktive, som vi overhovedet kan. Og når vi så har gået et par runder, så dropper vi ind i familieteltet. Efter lidt tid tager man så en tur mere med en ny person. Så får vi tid med hinanden på kryds og tværs.«
Ud over familiesammenholdet og anledningen til at mindes, så glæder Birthe Bruun Thomsen sig også over, at stafetten samler en masse penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
»Det er et fantastisk event, som er så flot sat op, og så har det jo et flot formål. Det er et arrangement, som det giver mening at være en del af,« siger hun.
Stafet For Livet er et 24-timers arrangement, som finder sted mange forskellige steder i landet. De 24 timer skal symbolisere, at kræft ”arbejder” 24 timer i døgnet. Formålet med dagen er at sætte fokus på kræft og samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Det koster 150 kroner for voksne og 75 kroner for børn at deltage. De penge går til Kræftens Bekæmpelse. Nogle hold vælger at samle yderligere ind eller skaffe sponsorer, ligesom der ofte er en ”runde-sponsor” tilknyttet, som giver et beløb per omgang.