Fortsæt til indhold

Kogekrigen er slut: Vandhanerne sprøjter rent igen!

Efter uger med kogepåbud kan borgerne i Tirstrup og Øksenmølle-Fuglslev nu drikke vandet igen.

Samfund

Efter flere ugers usikkerhed kan borgerne i Tirstrup og Øksenmølle-Fuglslev nu endelig bruge deres vand uden at skulle koge det først, oplyser Syddjurs Kommune.

På baggrund af opfølgende drikkevandskontroller har Syddjurs Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed ophævet kogeanbefalingen, som blev udstedt den 5. september 2024.

De seneste analyser viser, at drikkevandet nu lever op til de nødvendige kvalitetskrav, og det er derfor ikke længere nødvendigt at koge vandet fra de to vandværker.

Kommunen opfordrer dog de ejendomme, som har været omfattet af påbuddet, til at gennemskylle deres vandinstallationer grundigt. Det skal sikre, at der ikke er ”gammelt” vand i rørerne, som kan indeholde bakterier eller urenheder.

Vandværkerne i Tirstrup og Øksenmølle-Fuglslev er klar til at besvare spørgsmål og rådgive borgerne om eventuelle yderligere forholdsregler.