Fortsæt til indhold

»Myndighederne er ikke interesseret i, at vi skal være en del af beredskabet«

Radioamatører kan spille vigtig rolle i krisesituationer. Det sætter lokale radioamatører fokus på, når de lader dig kigge med over skuldrene til det internationale event Enigma Reloaded i det, der engang var Luftwaffes Danske hovedkvarter i bunkerne ved Skanderborg.

Samfund

Se Benedict Cumberbatch for dig i rollen som matematikgeniet Alan Turing i The imitation game, hvor han sammen med et hold af krypteringseksperter bryder koden til tyskernes forkætrede Enigma-kodemaskine, og vender krigslykken i de allieredes favør.

Forestil dig adrenalinsuset, da det går op for dem, at tyskerne afslutter hvert eneste kodede budskab med ordene: »Heil Hitler«. Den viden om de sidste 10 tegn i de opsnappede superkrypterede Enigma-beskeder gør dem i stand til at afkode indholdet, selvom Enigma-maskinen har flere milliarder muligheder at kode sine beskeder på.

Nu får du muligheden for at gå i Alan Turings fodspor for en enkelt dag. En håndfuld radioamatører fra OZ7SKB Skanderborg EDR – den lokale afdeling af Experimenterende Danske Radioamatører inviterer dig med indenfor til at kigge dem over skulderen, når de om få dage deltager i den internationale event Enigma Reloaded.

Stedet er bunkerne i Dyrehaven i Skanderborg, hvor tyske Luftwaffe under 2. Verdenskrig havde sit hovedkvarter i Danmark. To af bunkerne er i dag indrettet som museumsbunkere, og i en af dem står en Enigma-maskine. Selvom den ikke længere virker, spiller den en hovedrolle i eventet.

Enigma Reloaded

Det er medlemmerne af den italienske radioamatørklub A. R. T. Fidenza Radio Club, som siden 2014 har arrangeret den verdensomspændende event, hvor der udveksles Enigma-kodede budskaber mellem sendestationer på tværs af kloden. For at deltage er det et krav, at der er en Enigma-maskine til stede.

En af dem, der er med til at stille sendestation og antenne op i Dyrehaven, er den mangeårige radioamatør Kaj Kaalund fra Selling ved Hadsten med kaldesignalet OZ7KAJ.

»Enigma Reloaded er en slags rollespil, hvor vi agerer allierede krypteringseksperter fra 2. Verdenskrig. Vi bruger ikke selve Enigma-maskinen, men en computer med et Enigma emuleringsprogram. På den skriver vi en besked, som så bliver Enigma-kodet. Koden går videre til en, der med en morsenøgle sender koden videre til andre deltagere. De afkoder så Enigma-koden, skriver et kodet svar og morser det tilbage til os,« forklarer han.

Når der sker ting ude i verden i dag – jordskælvskatastrofer, krige og lignende – så er det sådan, at det oftest er radioamatørernes kommunikation, der er den første, der fungerer igen
Kaj Kaalund alias OZ7KAJ

Tanken bag Enigma Reloaded er især at gøre opmærksom på vigtigheden af radiokommunikation i en verden, der ellers fuldstændig forlader sig på digital kommunikation, og dels at få flere, navnlig unge, til at interessere sig for radiokommunikation og kryptografi, som kan have stor betydning under internationale konflikter.

Set med Kaj Kaalunds øjne giver det rigtig god mening at få pustet nyt liv i synet på radioamatørerne, især i en verden, hvor det er nemt at stikke en kæp i hjulet på hele vores digitale infrastruktur.

»Vi taler aldrig om religion, race, køn eller politik. Det er radioamatørernes internationale kodeks. Det – og social status – holder vi ude af samtalerne. Ind imellem gør folk store øjne, når de finder ud af, at de for eksempel har siddet og småsnakket med den tidligere spanske konge, som er ivrig radioamatør,« fortæller Kaj Kaalund. Foto: Grethe Bo Madsen

Del af beredskabet?

»Det er forholdsvis enkelt at bryde ind via internettet og lave noget fikumdik og lægge hele elnettet nedfor eksempel. Alt er jo koblet op online i dag. Når der sker ting ude i verden i dag – jordskælvskatastrofer, krige og lignende – så er det sådan, at det oftest er radioamatørernes kommunikation, der er den første, der fungerer igen. Det er fordi, radioamatørernes udstyr er uafhængigt af elnettet. De kan køre på et bilbatteri eller solcellebatterier, og derfor kan de kommunikere, selvom elnettet er lagt ned,« forklarer han.

Her i Danmark er myndighederne ikke interesseret i, at radioamatørklubberne skal være en del af beredskabet. Tilbuddet ligger der, og i andre lande er de inddraget
Kaj Kaalund alias OZ7KAJ

Radioamatørerne kunne derfor spille en central og vigtig rolle i beredskabet, mener Kaj Kaalund, men det officielle Danmark viser ikke stor interesse.

»Her i Danmark er myndighederne ikke interesseret i, at radioamatørklubberne skal være en del af beredskabet. Tilbuddet ligger der, og i andre lande er de inddraget. I Norge og især i USA er radioamatørerne en vigtig del af katastrofeberedskabet,« fortæller han.

I en digital tidsalder kniber det dog med at få nyt, ungt blod til klubben i Skanderborg, der i dag tæller godt 30 medlemmer fra 40 år og opefter.

To forskellige morseapparater. Ifølge Kaj Kaalund, kunne man før i tiden genkende telegrafisterne på rytmen, de morsede med. Den var lige så unik som en underskrift. Det var ikke ualmindeligt at telegrafister var så garvede, at de kunne føre en samtale, mens de morsede. Foto: Grethe Bo

»Gennemsnitsalderen er høj« erkender Kaj Kaalund, der blandt andet derfor ser Enigma Reloaded som et vigtigt event til at tiltrække yngre menneskers opmærksomhed.

»Unge i dag jager udfordringer, og dem er der masser af som radioamatør. Det er ikke bare et spørgsmål om, at sætte sig ned og trykke på en knap. Du skal præstere noget, for at det virker. Mange ting har indflydelse på, hvor gode sendeforholdene er fra dag til dag. Vind og vejr, døgnskifte, sæsonskifte og solstorme giver både muligheder og udfordringer. Du kan også bygge meget af grejet selv, ja helt fra bunden af.«