Festival var stor succes - så stor, at den løb tør for æbler
»Vi har aldrig solgt så meget,« siger Ebelfestivalens formand efter en forrygende uge, der bød på nye og kendte aktiviteter og den måske hidtil yngste frivillige nogensinde i festivalens historie.
Ebelfestivalens bestyrelse og frivillige kan være stolte af en smuk og varieret jubilæumsfestival.
Vejrguderne var bedre stemt i år end sidste år, og det resulterede sammen med et tætpakket program i høj aktivitet, godt ølsalg og mange besøgende.
»Det har være en forrygende uge med masser af humør, dejligt vejr og mange, mange mennesker i gader og telte. Vi tør slet ikke gætte på, hvor mange der har været,« siger Ebelfestivalens formand, Gete Villefrance.
Der er endnu ikke en melding om omsætningstal.
»Men det ser lovende ud. Flere stadeholdere har meldt om rekordomsætning, og det flugter med det, vi har kunnet iagttage med tilstrømning til madboder og teltet med kunsthåndværk på Bryggertorvet.«
Faktisk var der så mange mennesker, at festivalen løb tør for æbler.
»Vores eneste mindre succes, som måske i virkeligheden er en overvældende succes, var, at vi løb tør for æbler lørdag formiddag, festivalens sidste dag.«
Efterspørgslen var simpelthen for stor i forhold til, hvor mange æbler vi kunne skaffe.
»Vi pressede godt 20 tons æbler. Vi fik i løbet af ugen ekstra æbler leveret. Men til slut kunne vi ikke skaffe flere æbler, så vi måtte slutte salget et par timer før planlagt. Da var der udsolgt i æblemost, æbler og æbletræer. Vi har aldrig solgt så meget.«
Plakatvinder og ung frivillig
En masse var, som det plejer, men der var også en del nye ting på programmet.
Blandt andet den yngste frivillige måske nogensinde set til Ebelfestivalen.
14-årige Victoria Bang Zindorff, der havde efterårsferie fra Ebeltoft Skole, brugte tre dage i Rotarys æbleskivebageri i teltet på Bryggertorvet, og det var der en hel særlig grund til.
»Min farfar, Herluf Ravn, var faktisk med til at starte Ebelfestivalen. I de her dage står jeg her i teltet med min farmor, for vi bager altid æbleskiver sammen, og så syntes jeg bare, det kunne være hyggeligt at gøre her også. Og det er faktisk vildt hyggeligt. Jeg kender ikke andre på min alder, der er frivillige til festivalen, men de skulle tage at prøve det.«
Plakatkonkurrencen var flyttet på Maltfabrikken.
Der blev afgivet 2.390 stemmer og vinderen blev Birgitte Tümmler fra Randers, der fik 541 stemmer for sin stemningsfulde plakat med molboer og rådhus.
I Bæredygtighedsteltet på Lodvigs Torv satte gæsteudstillere en lang række relevante dagsordener om vores miljø og natur på spil, og Lodvig selv har aldrig fået så meget opmærksomhed.
Hver dag var han klædt ud, og mange gæster stillede op og tog fotos. Det er som om, hans lidt kække attitude er vokset en anelse i løbet af ugen.
Opgraderingen af teltet på Jernbanegade fra et vindomblæst øltelt til pitStop med bløde møbler, børnehjørne og alverdens sceneindslag var også en stor succes med mange publikummer.
Der var for eksempel stuvende fuldt, da borgmester Michael Stegger Jensen kiggede forbi med en højskolesangbog under armen, som han havde valgt syv sange fra. Gæsterne i teltet bakkede godt op med kraftige sangstemmer og et flot fælleskor.
Og så var der de gode gamle kendinge på programmet.
Der deltog godt 500 børn med nogle af deres voksne i MGP’et i EBIC søndag.
De 180 billetter til tartelet- og bankofesten i EBIC onsdag blev revet væk, så snart billetterne kom på nettet.
Kagedysten torsdag var så velbesøgt som andre før.
Konferencier René Vadstrup kunne efterfølgende fortælle, at de blev nødt til at lukke og afvise gæster ved døren, fordi 120 allerede var mødt op.
»Vi fik indleveret 19 kunstfærdige og smukke kager. En kulinarisk kageoplevelse. Specielt ”Dragekagen” fra vinderen i familiegruppen var et sandt kunstværk. Og vinderkagen i ”senior-gruppen”, hvor kagen var placeret i en fletkurv lavet af ren chokolade. Jeg har aldrig i Kagekonkurrencens levetid oplevet så høj en standard.«
Den næste uges tid vil de mange flittige frivillige bruge på at slette alle spor fra dette års festival, og så begynder planlægningen af den næste.
Med det niveau, der blev sat i år, er der noget at glæde sig til.