Æblehaven samler 32.000 kroner ind til Knæk Cancer
I den integrerede institution Æblehaven er der fokus på bevægelse, og det blev i sidste uge brugt til at lave et sponsorløb til fordel for Knæk Cancer
32.000 kroner. Så meget løb 82 børnehave- og 33 vuggestuebørn fra Æblehaven i Ebeltoft i sidste uge ind til Knæk Cancer ved et sponsorløb onsdag formiddag.
Der blev gået til makronerne, da startskuddet lød, og de små ben pilede afsted på den 250 meter lange rute.
Løbet stemmer godt overens med institutionens certificering som friluftsinstitution, som betyder fokus på motorik, bevægelse og udeliv.
Hele området langs ruten var da også pyntet med flag, knæk-cancer-blomsten og flotte vimpelranker, så der var stemning for alle pengene.
Undervejs var der en post med saftevand og frugt, doneret af REMA1000, mens alle til slut fik en medalje og en trøffel fra Strandvejens Konditori.
Enkelte af de mindste gik eller blev kørt i en klapvogn, men alle var med, og det samme var opbakningen fra børnenes familier.
Det var nemlig dem, der skulle sponsorere et valgfrit beløb for hver runde, børnene gennemførte, og det blev altså til et imponerende flot beløb.
»Vi havde håbet på 10.000 kroner, så vi er helt overvældet,« fortæller pædagogassistent Mia Serwin, der har været tovholder på løbet sammen med en kollega.
At det lige er Knæk Cancer, der bliver den heldige modtager, er der en god grund til.
»Vi synes bare, det er en sygdom, der berører så mange. Vi har selv haft en kollega, der lige har været syg, og af og til oplever vi også forældre eller bedsteforældre til børnene, der bliver ramt. Det er en god måde i børnehøjde at få sat ord på det med, at man kan blive syg, uden at det bliver alt for alvorligt,« siger hun.
Æblehaven oplever stigende børnetal, og det har da også betydet, at byrådet i de netop afsluttede budgetforhandlinger er landet på, at institutionen skal ombygges og udvides for 12 millioner kroner.
Hele sidste uge kørte Knæk Cancer en landsdækkende indsamling.
Der blev samlet 132.722.620 kroner ind takket være et imponerende engagement fra børn og voksne i foreningslivet, virksomheder, private indsamlinger, byfællesskaber og artisterne i årets show.
Det store beløb muliggør ifølge Knæk Cancer, at 40 nye forskningsprojekter kan sættes i gang. Projekter, som alle bidrager til bedre opsporing, behandling og støtte til mennesker ramt af kræft.