Fortsæt til indhold

Syddjurs er blevet en masse træer og buske rigere

Organisationen 'Plant et Træ' har doneret 10 frugtlunde og de mange træer og buske er allerede kommet i jord.

Samfund

Syddjurs Kommune har fået 10 frugtlunde doneret fra organisationen ’Plant et Træ’ til skoler og daginstitutioner. Hver frugtlund består af syv frugttræer og syv frugtbuske.

Vuggestuen Naturhaven Hornslet modtog to frugtlunde tirsdag 22. oktober, hvor børn og forældre i fællesskab kunne plante dem.

Det skriver Syddjurs Kommune.

Også formanden for Familie-, Børne- og Læringsudvalget, Kirstine Bille, var med til at føre skovlen, da buske og træer skulle i jord.

»Det er en fornøjelse at se både børn og voksne plante en ny frugtlund sammen. Både frugtbuske og frugttræer vil være til glæde og gavn for institutionen i mange år fremover. Der er sund læring i, at vi ved at passe på naturen også kan høste naturens frugter i en sund balance. Og så smager hjemmehøstede frugter og bær bare bedst. Tak til ’Plant et Træ’ for at stå bag donationen, og også en stor tak til Landal Ferieparker for den flotte donation,« udtaler Kirstine Bille.

Landal Ferieparker har doneret de midler til ’Plant et Træ’, som har gjort det muligt for organisationen at donere frugtlundene. Landal Ferieparker er blandt andet til stede i Ebeltoft ved Øer Maritime Ferieby.

»’Plant et Træ’ har gennem årtier bidraget til en mere bæredygtig fremtid for vores smukke natur. Hos Landal betyder naturen alt, og vi er rigtig glade for at kunne bidrage til deres mission her i Syddjurs Kommune, hvor vores feriepark Landal Ebeltoft nyder godt af den østjyske natur,« siger Marketing & Sales Manager ved Landal Ferieparker, Ricki Lyngsøe.

For landsformanden hos ’Plant et Træ’, Jens Døssing, har samarbejdet været lige til at gå til.

»Samarbejdet med Landal Ferieparker og Syddjurs Kommune om at donere 10 frugtlunde til institutioner i Syddjurs Kommune er nemt, fordi vi har de samme værdier. For ’Plant et Træ’ handler det om tre ting: Træer, børn og læring. Hovedfokus er at give børnene en kærlighed til naturen igennem træplantning. Hvis børnene lærer at værdsætte naturen, vil de passe på den. Det er meget enkelt,« siger Jens Døssing.

Ud over de to frugtlunde ved Naturhaven Hornslet er de øvrige otte frugtlunde blevet plantet ved daginstitutioner og skoler i kommunen.