Fortsæt til indhold

Aarhus overholder lov om minimumsnormeringer, men ...

Om kort tid kan det dog se helt anderledes ud, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, som bakkes op af en analyse.

Samfund
sb

Aarhus Kommune overholder loven om, at der på kommuneniveau i gennemsnit ikke må være mere end tre børn i aldersgruppen 0-2 år for hver pædagogiske medarbejder og seks børn i aldersgruppen 3-6 år for hver pædagogiske medarbejder.

Det oplyser Børn og Unge ved Aarhus Kommune i en pressemeddelelse med udgangspunkt i nye normeringstal fra Danmarks Statistik.

»Det er selvfølgelig positivt, at vi overholder loven om minimumsnormeringer, som har været med til at sikre en bund og har standset mange års tilbagegang i de kommunale dagtilbud, hvor der kun er blevet færre voksne til flere børn. Loven er et vigtigt skridt i retningen af højere pædagogisk kvalitet i vores dagtilbud,« siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF).

I april 2024 udgav Børn og Unge en analyse af minimumsnormeringerne i Aarhus Kommune. Analysen var blevet bestilt af forligsparterne bag budget 2024.

Analysen viser, at budgettet på dagtilbudsområdet inden for de kommende år ikke længere kan dække de forventede udgifter til minimumsnormeringer, medmindre der iværksættes korrigerende tiltag.

Thomas Medom, Rådmand, Børn og Unge. Socialistisk Folkeparti (SF)

Derfor skal man ikke glæde sig for meget eller for længe over Danmarks Statistiks opgørelse, mener Thomas Medom.

»Hvis ikke vi gør noget, så vil vi om kort tid slutte os til den tredjedel af kommunerne i Danmark, som ikke overholder loven om minimumsnormeringer. Det skyldes først og fremmest det årlige fællesbidrag, som langsomt men sikkert udhuler budgettet på dagtilbudsområdet. Det giver ikke længere mening at stille så store årlige krav til effektiviseringer i vores vuggestuer og børnehaver. Der er allerede skåret helt ind til benet og pengene bruges først og fremmest på løn til medarbejderne,« siger Thomas Medom.

Analysen af minimumsnormeringer i Aarhus Kommune viser, at der er store lokale forskelle i normeringerne på tværs af kommunen.

»Der er flere håndtag, vi skal have fat i, hvis vi vil forbedre den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene. Ét af dem er bedre normeringer. Ikke kun på kommuneniveau, men på institutionsniveau, fordi alle børn har ret til, at der nok voksne omkring dem. Et andet er andelen af pædagogisk uddannede medarbejdere, som desværre har været faldende over de seneste år,« siger Thomas Medom og fortsætter:

»Vi skal tiltrække flere til pædagogfaget og gøre, hvad vi kan for, at de også har lyst til at blive i vores vuggestuer og børnehaver, når de er færdiguddannet.«