Fortsæt til indhold

Valg i USA: Hvad håbede de store virksomheder på Djursland?

Flere af de store virksomheder på Djursland har fulgt valget i USA tæt, da den nye præsidents handelspolitik kan have stor betydning for deres fremtid. Her fortæller tre af dem, hvem de håbede, der ville vinde.

Samfund

»Pick your poison«.

Nogenlunde sådan lød budskabet, da USA-ekspert Mads Dalgaard Madsen i sidste uge stillede skarpt på det amerikanske valg ved et møde for cirka 25 af de største virksomheder på Djursland.

Det kan oversættes til:

Der var fordele og ulemper ved begge kandidater til præsidentposten i forhold til de vilkår, danske virksomheder i USA skal arbejde under.

Som bekendt vandt Donald Trump.

Det er håbet for os allesammen, at dem, der får magten i USA bringer noget stabilitet ind og dermed også nogle, som ikke fokuserer så meget på at lave handelsforhindringer
Dan Johannessen, adm. dirketør DS Smith

Kun cirka tre procent af danskerne ville, hvis de havde haft valget, have stemt på Trump, men hvem håbede virksomhedsejerne på?

Det spurgte Lokalavisen tre af de største om, inden valget blev afgjort:

25 virksomheder var mødt op til et netværksmøde ved Business Djursland, hvor det amerikanske valg blev analyseret af USA-ekspert Mads Dalgaard Madsen. Og udbuddet af snacks var naturligvis 'very american'. Foto: Anne Frank Henriksen.

Scanpan

René Hougaard Brund ejer Scanpan med sin bror.

»Vi følger valget tæt, for det er selvfølgelig interessant, hvilke handelsvilkår vi ser ind i. Når det er sagt, så er det virkelig svært at gennemskue, hvilket resultat, der vil styrke eller svække vores eksport til USA: Det er klart, at hvis skatterne hæves, så svækkes købekraften, og vores varer ligger i den høje ende rent prismæssigt.

Vi har lager og salg i USA, ingen produktion, og det er da selvfølgelig værd at overveje, om vi skal åbne en produktion derovre, når de jo taler så meget om reindustrialisering. Men jeg tror, det ville blive for stor en investering.

Personligt håber jeg, at Harris vinder, for jeg bryder mig virkelig ikke om Trump.«

DS Smith

Dan Johannessen er adm. direktør i den danske afdeling af DS Smith.

»Det er håbet for os allesammen, at dem, der får magten i USA bringer noget stabilitet ind og dermed også nogle, som ikke fokuserer så meget på at lave handelsforhindringer. Alle vores kunder har rigtig stor eksport til USA; så vi håber på en kongres og en præsident, som fastholder nogle sunde forretningsprincipper.

Det er ikke nogen hemmelighed, at demokraterne har meldt ud, at de ikke går efter at lave 100-procents tariffer, toldsatser og -mure, men at de ønsker at have et godt samarbejde med europæiske virksomheder. Vi følger meget med, for vi bliver en del af en amerikansk virksomhed i løbet af foråret. Jeg tror bare, at normaliteten i det demokratiske parti lige nu er større, end den er i den republikanske lejr. Måske spiller min egen personlige holdning også lidt ind der.«

Terma

Jørgen Laursen er Senior Vice President ved Terma, som pludselig kom på dagsordenen i den amerikanske valgkamp.

Trump nævnte i løbet af valgkampen de nye F-35 kampfly som et eksempel på noget, der fremover skal produceres i USA, for at understrege sin handelspolitik og ide om reindustrialisering.

»Den udtalelse betragter jeg som en valgkampsudtalelse. Det er ikke noget, vi reelt er bekymret for vil ske, men vi holder selvfølgelig øje. Det er svært at pege på en favorit i forhold til, hvem der vinder valget, for der er fordele og ulemper, men måske håber vi lidt mere på, at Harris vinder end Trump. Eksperten siger, at uanset hvem der vinder, så bliver der tale om, at USA overlader EU mere til sig selv, som betyder, at her skal der så bruges flere penge på forsvar, og det gavner jo vores forretning. Når jeg alligevel håber, at det bliver Harris, så er det i forhåbningen om, at hun kan skabe mere ro omkring NATO-samarbejdet længere end Trump.«

Potato-potato

Det var Business Djursland, der holdt netværksmøde, hvor USA- analytiker Mads Dalgaard Madsen på underholdende vis tog de fremmødte gennem en vild valgkamp og mulige scenarier for fremtiden.

Han har tidligere arbejdet ved den danske ambassade i Washington og har gennem valget været brugt som ekspert i mange danske medier. Og så er han i øvrigt konsulent for virksomheden Terma, hvor formand for Business Djursland, Jørgen Laursen, er Senior Vice President.

Mads Dalgaard Madsen tegnede i sit oplæg et billede af et valg, der på virkelig mange punkter har været ’fuldstændig vanvittigt’.

»Det har været alle sæsoner af House of Cards i ét afsnit,« siger han og henviser til en tv-serie.

Præsident Joe Bidens nedsmeltning i den første tv-debat, skudattentatet mod Trump og endelig, at demokraterne så sent skiftede til Harris.

Nu vandt Trump valget, men i forhold til de danske virksomheder, der eksporterer til USA, så ville der ikke være den store forskel på, om det blev Trump eller Harris, der vandt.

Det sagde Mads Dalgaard Madsen i hvert fald i sidste uge:

»Der vil selvfølgelig være forskel, men der er plusser og minusser ved begge.«

Mads Dalgaard Madsen er USA-analytiker og har været rådgiver på den danske ambassade i Washington. Han er flittigt brugt af mange danske medier, og så er han i øvrigt ansat som konsulent for virksomheden Terma. Han gav i sit oplæg et forsigtigt bud på en vinder af det amerikanske præsidentvalg. Foto: Anne Frank Henriksen

Ikke mindst i forhold til Bidens gigantisk store klimapakke kaldet Inflation Reduction Act, som i følge Mads Dalgaard Madsen er den ubetingede dyreste politiske klimaaftale på verdensplan nogensinde.

Nu hvor republikanerne har fået magten i begge kamre, kan den potentielt rulles tilbage, og det kan betyde reducerede muligheder for de danske virksomheder, der arbejder med grøn energi.

Så er der spørgsmålet om skat.

Da Trump var præsident, vedtog man en skattepakke, der gav virksomheder kæmpe store skattelettelser. Den skal forhandles igen i 2025, og han har allerede lovet flere skattelettelser, som sandsynligvis kommer virksomhederne til gode.

Med hensyn til handelspolitikken, så ønskede både Trump og Harris at tilbagetage så meget produktion til USA som muligt, reindustrialisering kalder de det, så arbejdspladserne kommer amerikanerne til gode, men Trump er mere kategorisk i sin politik om told på handelsvarer end Harris.

Fælles for dem begge i forhold til sikkerhedspolitikken er, ifølge Mads Dalgaard Madsen, at de i langt højere grad vil lade Europa ’sejle sin egen sø’, og koncentrere sig om den helt store udfordring, Kina.

Pick your poison var en mulighed, da Business Djursland holdt netværksmøde dagen før valget. Det er det ikke mere.

Selv om virksomhederne ovenfor gerne havde set Harris, så har amerikanerne nu peget på Trump.

Kun tiden vil vise, hvordan det stiller virksomhederne på Djursland og i Danmark i forhold til vilkårene for at gøre forretninger ’over there’.