Efter skandalesag: Karkirurgi redder benene
Flere patienter modtager forebyggende karkirurgisk behandling, færre ender med benamputationer i Region Midtjylland.
Flere patienter med dårligt blodomløb, diabetes og fodsår modtager nu forebyggende karkirurgisk behandling, og færre ender med en benamputation.
Det viser nye data fra RKKP, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, i Årsrapport Karbase 2023.
Forebyggende indsatser
Karkirurgiske patienter behandles i Region Midtjylland på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg.
Efter amputationssagen i 2022 har regionen arbejdet målrettet på at løfte den karkirurgiske behandling og forebygge benamputationer. Og det ser ud til, at indsatsen bærer frugt.
»Vi er ikke i mål endnu, men vi kan se en begyndende effekt af de mange indsatser, vi har sat i gang. Især udviklingen i forebyggende indgreb i Viborg er bemærkelsesværdig,« siger Purnima Erichsen, hospitalsudvalgsformand.
Målt per 100.000 borgere har Regionshospitalet Viborg behandlet 63,1 med amputationsforebyggende indgreb i 2023 mod 42,8 året før.
Det er en stigning, der kan mærkes!
Flere penge
Regionsrådet har siden 2023 afsat ekstra 20 mio. kr. om året til flere karkirurgiske behandlinger og ekstra 5 mio. kr. om året til indsatser, der kan bidrage til at forebygge benamputationer.
Den samlede kapacitet til forebyggende behandlinger er øget, og hospitalet i Viborg har oprettet en selvstændig karkirurgisk afdeling.
»Jeg glæder mig også over, at der er sket et fald i antal amputationer over de seneste fire år. Det gælder både i Aarhus, hvor udgangspunktet i forvejen var meget lavt, og i Viborg,« siger Purnima Erichsen.
Fagfolk på tværs af regionen har udarbejdet fælles retningslinjer, der skal sikre karkirurgiske patienter hurtig udredning og den mest optimale behandling, uanset hvor i regionen behandlingen udføres.
Alle benamputationer i 2023 er gennemgået af et fagudvalg. De fandt, at benamputerede patienter ofte har flere kroniske sygdomme, diabetes og sårproblemer. Mange oplever symptomer i længere tid, før de kontakter egen læge og henvises til et hospital. På hospitalerne lever udredning og behandling op til regionens nye retningslinjer.
For tredje år i træk falder amputationsraten i Danmark.
Den tidligere omtalte årsrapport fra Landsregistret Karbase viser, at 961 danskere fik en større amputation i seneste opgørelsesperiode. Det svarer til 39,9 per 100.000 indbyggere.