Husvilde vandt boliger ved lodtrækning i "kommunens dårlige samvittighed" uden plads til toiletter

Poul Martin Møllers Vej er især kendt for de smukke, okkerfarvede rækkehuse, der blev opført af kommunen i 1920’erne i et forsøg på at komme byens omfattende boligmangel til livs.

Den ligger lige nord for Friis & Moltkes etageejendomme i Vestervang og er godt 400 meter lang.

Boligløse på skoler

Poul Martin Møllers Vej lå ved sin anlæggelse i byens udkant, hvor Ringgaden eksempelvis endnu ikke var anlagt. Området var dog under udvikling, og tæt ved lå artillerikasernen fra 1889. Mellem denne og Poul Martin Møllers Vej skød et villakvarter med store patriciervillaer op i løbet af 1900-tallets to første årtier.

Beboerne på Poul Martin Møllers Vej kom dog ikke til at bestå af direktører i store patriciervillaer – nærmest tværtimod. Efter Første Verdenskrig var Aarhus ramt af bolignød. I takt med store prisstigninger var reallønnen faldet, og oven i det kom fra 1917 en kraftig stigning i arbejdsløsheden. Når man tilføjede et aftagende boligbyggeri og kontinuerlig tilflytning til byerne fra landet, resulterede det alt sammen i stor bolignød inde i byerne.

Til flyttedag i april 1922 manglede over 2.000 aarhusianere fordelt på knap 400 familier således en bolig. I stedet blev alternative boliger taget i brug. Der blev opført barakker, der skulle fungere som husvildeboliger, ligesom de boligløse blev placeret på både byens kaserner og skoler.

Det var ikke en holdbar løsning. Det gik ud over børnenes undervisning, der måtte flyttes, og hertil kom, at byrådet var stærkt bekymret over forholdene i de kummerlige barakker, der var opført til de boligløse: Det var uværdige og moralsk fordærvende forhold at bo under, mente flere.

Billige rækkehuse

Det var altså et byråd, der var hårdt presset for at finde løsninger for de nødstedte. Omkring 400 boliger var i 1925 under opførelse af kommunen, men det var ikke nok. Derfor var det også et punkt, der fyldte meget i byrådsforhandlingerne, og de fleste var enige om at handle hurtigt. Efter to måneders diskussion kunne man den 10. august 1925 træffe endelig afgørelse om at opføre nogle rækkehuse på Poul Martin Møllers Vej.

At valget faldt på rækkehuse, der på dette tidspunkt ikke var særlig udbredt i Danmark, skyldtes tidspresset. De var billige, fordi der i modsætning til barakkerne kunne optages lån i dem, og de ville kunne opføres hurtigt – blot to uger havde det mest optimistiske bud lydt i juni. Dermed ville de være klar til oktober-flyttedag, hvor man forventede, over 200 familier ville have behov for at få henvist en bolig. To uger viste sig urealistisk, men den 15. december kunne de første familier flytte ind, og i februar 1926 var byggeriet færdig.

Husene var tegnet i nyklassicistisk formsprog af Aarhus’ første stadsarkitekt, Frederik Marius Rasmussen Draiby, der blandt andet også stod bag Badeanstalten Spanien og kapellet på Vestre Kirkegård. I hvert dobbelthus var der plads til fire familier: to i stuen og to på første sal. Det var små lejligheder, men man forventede fra starten at slå dem sammen, når bolignøden var blevet mindre.

Arbejdernes dobbelthuse

Inden kommunen kom i gang med at opføre sine okkerfarvede rækkehuse, gik Arbejdernes Byggeforening i gang med et byggeprojekt på en trekantet grund mellem Poul Martin Møllers Vej, Chr. Richardts Vej og Paludan-Müllers Vej. Her ville foreningen opføre en række dobbelthuse tegnet af arkitekt V. Puck, som skulle kunne lejes af foreningens medlemmer. I december 1921 blev første del af byggeprojektet sendt i licitation.

I første omgang blev fire af dobbelthusene opført, og uddelingen af husene foregik via lodtrækning blandt foreningens medlemmer af notarius publicus på det gamle rådhus i maj 1922. Blandt vinderne var blandt andre en smed, en jomfru og en pensionist. De resterende tre dobbelthuse på den trekantede grund stod færdige i 1926/1927.

Koldt vand og kakkelovne

Med undtagelse af nye vinduer og isolering i 1976 stod kommunens okkerfarvede rækkehuse stort set uændrede hen indtil 1984. Da var de kakkelovnsopvarmede boliger trods alt blevet for utidssvarende med deres fællesbad og toilet i kælderen samt kun én vandhane, der ovenikøbet kun gav koldt vand.

Derfor udarbejdede kommunen en saneringsplan for boligerne, der i pressen gik under navnet ”kommunens dårlige samvittighed”. Udover nyt tag, fjernvarme og varmt vand skulle hver lejlighed have eget bad og toilet.

Det blev for meget for beboerne. For det første var der huslejestigningen, der ville blive på over 650 kroner (svarende til godt 1.600 kroner i dag), og så var der inddragelsen af dyrebare kvadratmeter til badeværelse, i en lejlighed der i forvejen ikke var stor. Resultatet blev et kompromis, hvor godt halvdelen af beboerne sagde nej til eget toilet/bad og i stedet ønskede det placeret i kælderen. Til 21 mio. kr. blev det et af de hidtil dyreste saneringsprojekter i byen.

Efter afholdelse af licitation og godkendelse i Boligministeriet indledtes i slutningen af 1985 arbejdet med sanering af de 96 lejligheder fra 1926. Lejlighederne blev nyindrettet med nye køkkener, nye badeværelser, varme- og ventilationsinstallationer, nyt indvendigt træværk og nyt tegltag. Ved årets udgang var de første 40 familier genindflyttet i de nyindrettede boliger.

På trods af massive beboerprotester besluttede et flertal i byrådet i 2023 at sælge de næsten 100 år gamle rækkehuse. De nye ejere blev 1927 Estate, der købte dem for 116 mio. kroner. Penge, som skulle finansiere opførelse af nye almene boliger i kommunen.

Ved salget blev bygningerne omfattet af en bevaringsdeklaration, som blandt andet påbyder, at bygningerne ikke kan rives ned uden tilladelse fra Aarhus Kommune. Derudover forpligtede de nye ejere sig til at fortsætte lejevilkårene for rækkehusene lejere, og rækkehusene må først sælges, efterhånden som lejerne fraflytter.

Poul Martin Møllers Vej blev navngivet i 1920 efter den danske forfatter og filosof Poul Martin Møller, der blev født i 1794 i Uldum ved Vejle. P.M. Møller døde allerede i 1838, men nåede på sit korte liv både at få en teologisk embedseksamen, at rejse som skibspræst til Kina og at blive professor i filosofi.