Fortsæt til indhold

Populært spisested har fået ny ejer: Her er hans planer

»Folk elsker jer. Det kan jeg se. Og I gør det så godt.« Disse ord får de nye ejere af populært spisested med sig af stedets tidligere ejer.

Samfund

Da december blev til januar, skiftede spisestedet Il Padrino i Hinnerup ejer.

Efter 30 år på Kiprianos Kayyals hænder er det nu en ny mand, som styrer skuden; Ghassan Juma er navnet.

Er man flittig gæst hos Il Padrino, vil man nok allerede have stiftet bekendtskab med ham. Han har nemlig arbejdet i restauranten i to-tre måneder.

Ghassan Juma, som bor i Tilst, startede egentlig blot i Il Padrino for at gøre sig erfaringer med at arbejde i Danmark.

Han har været i restaurationsbranchen i 23 år i Sverige og har blandt andet haft eget pizzeria i 14 år. Det er to år siden, han solgte sit pizzeria, og han har sidenhen prøvet forskellige jobs af, dog uden at føle sig ordentligt hjemme i dem.

»Så nu trængte jeg til forandring og valgte at søge mod Danmark. Valget faldt på Aarhus-området, da jeg har familie her,« siger han på svensk.

At han lige endte med arbejde i Hinnerup skyldes, at hans bror kender Kiprianos Kayyal.

Ghassan Juma (i midten) får hjælp i Il Padrino af sin niece og nevø. Privatfoto

Alt forbiver det samme

Ved Ghassan Jumas side sidder hans brors datter, Minerva Baro. Hun hjælper lidt til, når de dansk/svenske gloser bliver for svære.

Hun hjælper også til i restauranten. Både hun og hendes lillebror arbejder nemlig i Il Padrino.

»De første par uger af januar er gået super godt. Nu har vi jo også arbejdet her så længe, at vi har lært Kiprianos’ og hans teams rutiner godt at kende. Vi tror på, at fordi de har lært os op, så giver det også kunderne en tryghed. Og selvfølgelig er det også en tryghed for os,« siger Minerva Baro.

Hun og onklen forklarer, at der ikke er grund til at frygte for kvaliteten fremover.

»Det hele forbliver det samme. Menukortet, opskrifterne, ja, det hele har vi overtaget.’ Navnet kører også videre,« siger Minerva Baro, før Ghassan Juma tilføjer:

»Stedet kører så godt, så der er ingen grund til at lave noget om.«

Hvis der var udsigt til, at stedet ville blive forvandlet hen over natten, så havde Kiprianos Kayyal da heller ikke valgt at sælge til Ghassan Juma.

»Det her sted betyder jo utrolig meget for mig – det er her, jeg er vokset op,« siger den nu tidligere ejer, som vægtede højt, at personen, som skulle overtage, havde et vist format:

»Jeg ville ikke sælge Il Padrino til hvem som helst – det er jo ikke alle, som kan køre en Ferrari. Men jeg kunne se, at Ghassan kan løfte opgaven. Jeg føler virkelig, at de sammen har det drive, der skal til. De har lysten og viljen til at køre det videre,« siger Kiprianos Kayyal.

»Og det er altså lidt en ære. At han er tryg ved at sælge til os, fortæller også kunderne, at de kan være rolige,« tilføjer Minerva Baro.

Det er nogle store sko, i skal udfylde. Har I gjort jer tanker om det?

»Ja, selvfølgelig ligger der et pres. Vi har en arv at leve op til. Men jeg tror på, at vi nok skal klare det. Med alt det, som er blevet videregivet til os, og alle vores egne kompetencer, så skal det nok gå. Kunderne har i hvert fald været meget søde indtil videre. Vi håber selvfølgelig, at vi vil kunne holde fast på Il Padrinos mange loyale kunder,« siger Minerva Baro, før Kiprianos Kayyal overtager:

»Det kan I – for folk elsker jer. Det kan jeg se. Og I gør det så godt.«