Christian Jensen er død: »Sorgen stod malet i ansigterne på de 300, der fulgte ham til hans sidste hvilested«

Christians ”kendingsmelodi” var salmen: ’Du, som gir’ os liv og gør os glade / du, som holder af os, som vi er.’ Salmen var for så vidt Christians visitkort. Den handler om Gud. Om Ham, der åbner bøgehækkens blade, som skaber blomst og bi og bær, og som mest af alt ’holder af os, som vi er’.

Det var Christians billede af Gud. Det var Christians Gud, og han sang ham ind i hjertet på konfirmanderne, så de aldrig glemte Gud. Men de glemte heller ikke Christian.

’Du, som gi’r os liv og gør os glade.’ Det er Gud, men vi finder også Christian i de ord. Det groede, hvor Christian var. Så frodigt og smukt og godt. Og det satte frugt.

Vi mindes hans vidunderlige have i Hvorslev præstegård. Et blomsterhav i alle farver og nuancer. Og ud i alle hjørner af den store have. Ukrudtet blev afløst af påskeliljer og rævehaler. Hver en plet fik liv af Christians hånd. Og hver enkelt plante priklet sirligt ud, fordi den enkelte betød alt i Christians univers. Sådan var hans menneskesyn. Sådan var hans Gud.

Derfor var der også altid plads til konfirmanden, der ikke havde det så let. Sognebarnet, der havde brug for et besøg. Den ensomme. Den syge. Christian var så rummelig. Han var uden fordomme og tog mennesket, hvor det stod.

Christian var en ydmyg mand. Vel havde han holdning og temperament, men det var ikke de store armbevægelser og svulstig retorik. Han var så jævn og ligetil som den bondemuld på Fyn, han var rundet af.

Christian var en dygtig teolog med fine papirer fra universitetet, men han skiltede aldrig med det. Han rejste ikke jorden rundt og holdt tunge teologiske foredrag. Han tog aldrig på kursus. Til gengæld var der ikke ét hus i Hvorslev, Gerning og Vellev, han ikke havde været inde i. Og Christian var altid velkommen. Hans nærvær og empati gjorde en kæmpe forskel.

Det var rørende for Christian, da han blev ramt af svær sygdom, at han modtog så mange trøstende hilsener også fra gamle konfirmander. Det skabte liv, og gjorde ham glad.

Jo, hvor var den smuk, ’Christians have.’ Men den kom ikke af sig selv. Sådan heller ikke med den kirke, Christian gerne ville være. Der skulle ikke bare prædikes. Der skulle også laves pastorens æbleflæsk til Kyndelmisse. Serveres morgenbrød påskemorgen til konfirmandforældrene. ’Peters Båd’ skulle bygges til minikonfirmanderne, og Luciapigerne øves op – sammen med Ingrid – til det helt store i adventstiden.

Ja, ’Luciapigerne.’ Vi glemmer aldrig det år, hvor der var et gammelt sognebarn, der ikke længere havde mulighed for at deltage til Lucia i kirken. Han lå nu i sin stue – syg og gammel. Og hvad gør Christian? Han sender Luciapigerne ned til den gamle, og beder dem gå ’luciaoptog’ stuen rundt – til stor glæde for det gamle sognebarn.

Christian var som sognepræst, med sin jævne og ligefremme tilgang til opgaverne, noget helt særligt. Og sorgen stod malet i ansigterne på de 300, der fulgte Christian til sit sidste hvilested. Christian vil blive savnet, og vores tanker går til Ingrid, der hele vejen var en afgørende samtalepartner og støtte for Christian. Og de børn og børnebørn, der har mistet en elsket far og bedstefar.

Nu er Christian så plantet om i de dødes have. Men Christians have visner aldrig helt. Det blomstrer og gror i det evige hos Gud.

Æret være dit minde.