Populær vejfest er rykket – snart spærres kaosramt central gade
Den centrale gade står endelig klar efter flere måneders vejarbejde, men nu bliver den spærret, når en traditionsrig gadefest bliver afholdt.
»Vi har i mange år ønsket at lukke gaden for køretøjer,« siger Jesper Overgaard, der er formand for Vestergadeforeningen.
De seneste fem år har det været en tradition, at Vestergade og Graven er blevet lavet om til midlertidige sommergågader.
Men sidste år blev det besluttet, at de to gader permanent skulle laves om med inspiration fra erfaringerne med sommergågaderne. Det har det seneste år sat gang i vejarbejde, som har skabt trafikkaos.
Selv efter gaden står klar, har avisen den seneste uge kunnet fortælle om problemer i gaden.
»Vi har påpeget over for kommunen, hvor meget kaos, der har været. Det har gjort, at der kommer til at ske nogle ting i fremtiden. Blandt andet bliver der sat skilte op med, hvad man må og ikke må dernede. Lige nu er der ingen skilte, hvilket er med til at skabe forvirring blandt bilisterne,« siger Jesper Overgaard.
Udskudt grundet vejarbejde
Hvert år plejer Vestergadeforeningen at afholde Vestergadefesten. Den plejer at ligge i slutningen af foråret omkring den sidste weekend i maj.
»Vi havde fået at vide, at kommunen først ville blive færdige med gaden omkring 1. juli, hvorfor det bliver afholdt senere i år, end det plejer,« siger Jesper Overgaard.
I år falder datoen for Vestergadefesten d. 2. august. Her kommer hele Vestergade til at blive spærret for bilister helt fra Vester Allé til Lille Torv.
»Udover datoen er en anden, bliver det den samme fest, som det plejer at være. Der kommer til at være flere aktiviteter og boder på vejen, hvor der blandt andet bliver solgt drikkevare,« siger han og fortsætter:
»Vi håber på godt vejr, så folk kan sidde og hygge sig og nyde noget god musik.«
På grund af festlighederne i gaden bliver det slet ikke muligt at køre i gaden, heller ikke for dem, som allerede skulle have en bil til at holde i f.eks. en baggård.
»Vi forsøger allerede nu at sætte skilte og flyers op for at gøre folk opmærksomme på, at man ikke kan køre gennem gaden den pågældende dag,« afslutter Jesper Overgaard.