Fortsæt til indhold

Længe ventet lys på cykelsti bliver kvart million dyrere end forventet

Hensyn til flagermus og yderligere undersøgelser kommer til at koste.

Samfund

Det længe ventede lys på Banestien mellem Auning og Allingåbro bliver markant dyrere end forventet.

Politikerne i miljø- og teknikudvalget skal således finde en kvart million mere, hvis projektet skal realiseres.

Det fremgår af dagsordenen til udvalgsmødet, der finder sted senere i dag.

Det var ved sidste års budgetforhandlinger i kommunalbestyrelsen, at det endelig lykkedes at nå til enighed om at afsætte penge til at belyse stien, der bliver brugt af såvel cyklister, som fodgængere og knallertkørere imellem Auning og Allingåbro.
Derfor har belysningen også været et længe ventet ønske, og det blev aftalt at afsætte de 1,93 millioner kroner, som projektet vil koste.

I foråret i år blev projektet dog midlertidigt sat på pause. Årsagen var, atd et skulle undersøges, om der er flagermus i området, som der i så fald skal tages ekstra hensyn til.

Det er en sag, som vi tidligere har beskrevet her i avisen.

Det er blandt andet dette ekstra arbejde, som blandt andet indebærer rødligt lys i visse områder, der har gjort, at projektet nu bliver 250.000 kroner dyrere, lyder det i sagsfremstillingen.

»Herudover besluttede forvaltningen på baggrund af henvendelser at igangsætte en intern undersøgelse for at afklare projektets indvirkning på landskab, natur og dyreliv i området. Efterfølgende rådgivning, udbudsresultater og den landskabsmæssige vurdering har vist, at projektet bliver 0,250 mio. kr. dyrere end først antaget,« lyder det.

»Den samlede udgift forventes derfor at blive 2,18 mio. kr. Hvis anlægsprojektet skal gennemføres, skal der således findes yderligere finansiering på 0,250 mio. kr. som en tillægsbevilling i forbindelse med budgetvedtagelsen for 2026.«

Senere i dag - mandag 25. august - skal miljø- og teknikudvalget derfor tage stilling til, om der skal afsættes yderligere en kvart million kroner til belysning af Banestien.