Adskilt i 56 år – her er det rørende gensyn mellem Mostafa og Svend: »Genoptog forbindelsen, som om tiden ikke var gået«
Efterlysning fra USA førte til genforening af gamle venner efter 56 år.
En rørende historie om venskab og genforening udspiller sig i denne tid her i avisens spalter.
I sidste uge landede en efterlysning i indbakken hos Din Avis.
Fra New Jersey, USA, skrev Sohrab Rahimi og bad om hjælp til at finde sin fars gamle ven Svend Borgbjerg, hvis sidstkendte adresse var i Haurum lidt nord for Hammel.
Faderen, Mostafa Rahimi, og Svend Borgbjerg mødte hinanden i Kermanshah i Iran i sommeren 1969, hvor Svend var på studieophold.
De to unge mænd på 17 og 25 år udviklede et nært venskab hen over et par måneder. De tilbragte sommeren med at cykle til bjerglandsbyer, floder og historiske steder.
Men sidenhen vendte Svend tilbage til Danmark, og Mostafa Rahimi fortsatte sit liv i Iran. Mostafa har dog ofte talt »med varme om den sommer og om sin ven Svend,« skrev sønnen i sin efterlysning.
De to kammerater holdt kontakten ved lige i form af brevskrivning i et par år, men så endte det altså. De har ikke hørt eller set hinanden siden. Lige indtil nu.
Genforeningen
Efter lidt detektivarbejde lykkedes det nemlig Din Avis at finde Svend Borgbjerg, der i dag er 81 år og bor i Silkeborg.
Skæbnen vil, at Mostafa Rahimis søn, i forbindelse med sit arbejde, er i København netop nu. Han medbringer sin far. Dermed var der en oplagt mulighed for Svend og Mostafa at mødes – og den mulighed greb Svend Borgbjerg.
Om formiddagen 26. august blev de gamle kammerater genforenet på Nobis Hotel Copenhagen efter 56 år.
»Min far og Svend genoptog forbindelsen, som om tiden ikke var gået – forskellige liv, forskellige kontinenter, men det samme bånd,« skriver Sohrab Rahimi til Din Avis.
Han tilføjer:
»For mig var Danmark og Svend navne fra familiemytologien. Min far fortalte mig om Kermanshah, om sine ungdomsrejser med Svend, om min bedstemors gæstfrihed. Det var ikke bare anekdoter; de var fragmenter af hans identitet, som jeg havde fået i arv(...) De uhåndgribelige historier, jeg voksede op med at høre, blev pludselig virkelige, legemliggjort i nærvær af den mand, der havde været en så formativ del af min fars ungdom.«
»Tak for hjælpen«
Svend Borgbjerg er enig i, at de gamle kammerater bare klikkede, som om der ikke var gået 56 år, siden de så hinanden sidst.
Klokken 5.30 tog han toget fra Engesvang Station. Omkring fire timer senere kunne han og Mostafa slå armene om hinanden.
Sohrab Rahimi beskriver mødet således:
»Vi sad sammen over te. Min far sluttede sig til, og de to begyndte at stykke minder sammen, der havde ventet i årtier på at blive genopdaget. De gik rundt i byen sammen bagefter og indhentede ikke bare deres liv, men alt derimellem – de mislykkede breve, de mistede chancer, de forskellige veje.«
Svend Borgbjerg, der ikke svinger om sig med store ord, siger:
»Det går såmænd godt nok. Jeg sidder her i hotellets sofa sammen med Mostafa. Vi har været rundt og se byen, så vi er dødtrætte nu. Vi har fået snakket en masse om den tid, vi havde sammen og har fortalt om vores familier. Han fik jo en fantastisk karriere og er en meget stolt far.«
Nu holder I vel kontakten ved lige fremover?
»Ja, det tænker jeg da. Så må vi se, hvad der kommer ud af det – om jeg skal ned og besøge ham i Rom. I aften spiser vi aftensmad sammen, og så tager jeg toget hjem klokken 20.«
For blot en uge siden lå det ikke lige i kortene, af det 56 år game venskab skulle genoplives. Men sådan gik det altså, og det glæder Svend Borgbjerg:
»Det havde jeg ikke lige regnet med, skulle ske. Tak for hjælpen.«