Aarhusianer nummer 100.000 kom til verden med borgmesterbesøg, en stor bankbog og en mørk skygge over byen

Så kom den!

Bogen om Aarhus under Besættelsen, ”Besat og befriet Aarhus 1940-1945” skrevet af historikeren Søren Tange Rasmussen, museumsinspektør på Besættelsesmuseet.

JP Aarhus’ læsere er gennem årene tilbudt masser af information om afgørende lokale begivenheder under Besættelsen:

Det er sket i modsætning til store værker om besættelsestiden, der har haft for vane at overse dramatiske begivenheder på den forkerte side af Valby Bakke og reducere provinsens prøvelser til en parentes.

»I Aarhus blev redaktøren af Aarhuus Stiftstidende, Børge Schmidt, skudt i sengen ved siden af sin hustru, som bandemedlemmerne overfusede med skældsord.«

Sådan og så lidt.

Flere linjer ofres der ikke på Petergruppens uhyggelige drab i Børge Qutzes firebinds-værk ”Danmark under Den Anden Verdenskrig”. Der nævnes ikke, at terroristerne brød ind i huset i Risskov midt om natten, åbnede dør efter dør, indtil de fandt soveværelset og skød den 34-årige familiefar. Efterfølgende blev der samlet 12 tomme patronhylstre op i soveværelset.

Der står intet om Ruth Philipsen. Da tyskerne tog hende, tryglede modstandsbevægelsen englænderne om at smadre Gestapos hovedkvarter i kollegierne på Aarhus Universitet. De dukkede op 31. oktober 1944. Det lykkedes Ruth Philipsen, der netop var til afhøring, at flygte ved at springe ud fra altanen.

Tilbage til Besættelsen

I sin nye bog fører Søren Tange Rasmussen læserne tilbage til besættelsestiden og dramatikken, ligesom forfatteren har opdaget ukendte oplysninger i arkiverne. Søren Tange Rasmussen har som museumsinspektør professionaliseret Besættelsesmuseet og været med til at forny udstillingerne.

Det er et scoop, at forfatteren fik adgang til de lokale politis omfattende arkiver og det store afsnit om ”værnemagtssager”.

»Jeg synes, der har manglet en bog, der kan fortælle hele historien om Aarhus under besættelsen, og som er baseret på et grundigt kildearbejde af ting, der ikke har været undersøgt før,« siger Søren Tange Rasmussen.

»Politiet er meget opmærksomt på at gøre, hvad det får besked på af staten. I Besættelsens første år følges dessinerne fra København til punkt og prikke. Måske endda lidt mere end det. I bestræbelserne på at jagte kommunister udviser politiet en ret stor nidkærhed, vil jeg mene.«

Selv om den 48-årige Søren Tange Rasmussen ikke oplevede krigen, så kender han alligevel mere til perioden end de fleste som følge af arbejdet på museet, og han er god til at opdage de anderledes beretninger.

Det er præger bogen.

Borger nr. 100.000

Da borger nr. 100.000 blev født på Trøjborg i 1941, fik hjemmet besøg fra selve Statsradiofonien af Jens Frederik Lawaetz, der siden blev leder af dansk tv. Borgmester H.P. Christensen kiggede også forbi med byens gave: En bankbog med 500 kr.

Forældrene kvitterede ved at opkalde sønnen Hans Peder efter borgmesteren. 1941 var trods omstændighederne anderledes, for det år markerede byen sit 500-års købstadsjubilæum og indvielsen af det nye, ikoniske rådhus. Der skulle også have været endnu en landsudstilling som i 1909 i området mellem Vestervang, Ringgaden og Møllevang. Planen blev opgivet i september 1939 på det første byrådsmøde efter udbruddet af Anden Verdenskrig, og det efterår ændrede tilværelsen sig radikalt for borgerne i Aarhus.

Alle skulle have deres blodtype bestemt, hvis krigen kom til Danmark. Så hospitalerne holdt også åbent om aftenen, så den kunne registreres. Bilkørslen blev rationeret. Fra natten mellem 4. og 5. september var det forbudt at bruge benzin og diesel i private biler. Der kunne søges om dispensation, og det var der mange, der prøvede blot for at få afslag. Bilerne forsvandt, og hyp lille Lotte traskede tilbage. Der blev grebet ind overfor hamstring, og det varede heller ikke længe, før nøglevarerne blev rationeret.

100.000 ark med rationeringsmærker skulle jævnligt fordeles til borgerne, og det skete på skolerne. I begyndelsen kunne hver borger købe 2,5 kg sukker pr. måned. Det er en pæn portion, men der blev også bagt og syltet i et helt andet omfang. Gas og el blev også rationeret. Prisen afspejlede forbruget, og jo mere jo dyrere. Måske derfor har den ældre generation altid været manisk optaget af at slukke for lyset og spare på varmen.

Krigen kom til Danmark. Ikke med bomber og brag. 9. april 1940 lagde tyskerne til ved Langelinie, og soldaterne gik i land og besatte det.

Jagt på kommunister

Fjenden kom kørende til Aarhus ad Skanderborgvej. Der blev indført udgangsforbud, og politiet var opmærksom på, at reglerne om mørkelægning blev overholdt. Slap der lys ud, vankede der en bøde på 20 kr., et betydeligt beløb i betragtning af, at daglønnen for en kommunalt ansat arbejdsmand var 14 kr.

Søren Tange Rasmussen forstår udmærket, hvorfor Danmark med god grund blev kaldt flødeskumsfronten. De tyske soldater gik på værtshus med danskere, og værtshusholderne tjente penge på deres nye kunder. De første par år levede man side om side uden større konflikter. Danskerne plejede de nationale følelser med algang og alsang, og det var få, der ydede aktiv modstand.

Da tyskerne i juni 1941 indledte angrebet på Sovjetunionen, følte mange kommunister sig fri til at yde modstand, men de havde det ikke let, for politiet drev klapjagt på kommunister. Det varede heller ikke længe, før politiet registrerede øget sabotage. Fra begyndelsen gjorde politiet sig store anstrengelser for at opklare sabotage-forsøgene. Selveste chefen for Rigspolitiets Rejsehold, den navnkundige politikommissær Otto Himmelstrup, blev sat i spidsen for opklaringen af det, der blev anset for yderst alvorlige forbrydelser.

I Klostergade i Aarhus boede Grethe Bartram med sine brødre i et kommunistisk hjem. Hun hørte om en aktion i 1942 mod skræddermester Jens Jensen Skorups lager, Fredericiagade 21, hvor der blev syet uniformer til den tyske krigsmaskine. Grethe Bartram angav to af deltagerne, da politimester Hoeck lokkede med en dusør på 1.000 kr. Fire unge og blandt dem Grethe Bartrams bror var brudt ind og havde forgæves forsøgt at antænde stofferne. Flere af deltagerne fik hver 10 års fængsel. Stikkerens bror slap med et enkelt år i tysk tugthus. Søren Tange har fundet papirer, der viser, at Grethe Bartram rykkede for betalingen.

I 1943 voksede sabotagen. Den ene stadionhal, hvor tyskerne havde forberedt indkvartering af 500 soldater, nedbrændte. Det var store drenge, der havde sat ild til madrasser i hallen. Aarhus og især byens havn var vigtig for tyskerne. Det blev et knudepunkt for trafikken til Norge. Der var konstant tusinder af soldater i Aarhus, og værnemagten optog flere og flere skoler til indkvartering.

Besættelsen ændrede sig efter 29. august 1943, da regeringen gik af.

Tyskerne løj

»Der blev fra tysk side indført hårdere straffe for sabotage, og det tyske sikkerhedspoliti kom officielt til landet og overtog bekæmpelsen af modstanden,« fortæller Søren Tange Rasmussen.

Der var politibetjente, der sagde fra og blev søgte kontakt til modstandsbevægelsen og blev meddelere. Andre som Ejnar Sørensen og Henrik Platou deltog i sabotagen i sommeren ’43, og de blev senere likvideringsfolk. Der var også betjente på modsatte fløj. Lederen af krisepolitiet Peter Ole Sandhøj var i morgentøfler og blev skudt på vej hjem efter at have hentet Fædrelandet, den nazistiske avis, i kiosken.

Søren Tange Rasmussen finder politiets opgave under Besættelsen fascinerende. Myndigheden skulle opretholde ro og orden i landet for enhver pris. Opstod der uro, ville tyskerne gå fra den aftale, de havde indgået med os om, at vi måtte bevare vores suverænitet. Det var det, der var på spil.

Man var nødt til at foretage en vis undertrykkelse af sin egen befolkning for at sikre, at der ikke skete noget, der var endnu værre. Det var et vanvittigt dilemma at sidde i. Politimester Hoeck skrev flere steder, at mange af de ting, politiet gjorde, skete på bekostning af den agtelse, de havde i befolkningen.

»Og man kan mærke, at det gjorde ondt på ham,« fortæller Søren Tange Rasmussen.

Det kom til sammenstød mellem danskere og tyske soldater. Også om piger. Der var også modige piger. Hele byen talte således om Emilie Milma Hansen, der ved graven holdt en modig og flammende tale om modstand, da sabotøren Willy Schmidt, der som den første døde under en aktion, blev begravet. Politiet havde sendt fire mand til at holde øje med begravelsen. De kunne ikke ane, at der kom 4000-5000 for at vise patrioten den sidste ære.

Andre begravelser samlede også tusinder. Det var tilfældet efter katastrofen 4. juli 1944 da en tysk ammunitionslægter sprang i luften på havnen. I alt 40 mennesker døde, men det kunne være gået langt værre. Tyskerne påstod løgnagtigt, at en kommunistisk sabotagegruppe stod bag, men Søren Tange Rasmussen har i tyske arkiver fundet bevis på, at tyskerne vidste, at ulykken var deres egen skyld.

De 2500 panserminer, der var ankommet sammen med granaterne, skulle behandles yderst forsigtigt, for de eksploderede meget let, og derfor var det ulykken, der ventede på at ske.