Frustrerede borgere har manglet bro i to år: Midlertidig løsning er langt fra realistisk
I to år har broen over Døde Å manglet, hvilket har betyder, at bus 11 ikke har kørt på den sædvanlige strækning. Det har skabt flere frustrationer hos borgere, som har forslået forskellige løsninger til Teknik og Miljø. Men en oplagt midlertidig løsning ligger langt fra lige til højrebenet.
I to år har borgere i Viby været frustreret over, at de har manglet buslinje 11.
Bussen, der ellers kørte ad Ormslevvej, fik omlagt sin rute i november 2023, da man pludselig måtte rive en bro ned over Døde Å.
Massive regnmængder betød, at Viby Renseanlæg var i fare for at blive oversvømmet. Derfor måtte broen fjernes, og det har haft store konsekvenser for beboerne i området.
Siden broen blev revet ned, har bus 11 ikke har kørt på strækningen mellem Viby Torv og Bøgeskov Høvej. I stedet satte Midttrafik flexbus-afgange ind.
Det har for beboerne i området betydet, at de har haft ekstra svært ved at blive transporteret til deres daglige gøremål på grund af den manglende busrute.
Er blevet udskudt flere gange
Opsætningen af broen er blevet udskudt flere gange, og de seneste meldinger peger på, at broen først bliver sat op i februar 2026.
For en måned siden meldte byrådspolitiker Jesper Kjeldsen (S) ud, at han havde bedt Teknik og Miljø om at undersøge sagen nærmere.
Den foreslåede løsning var at lade bus 11 midlertidigt og undtagelsesvis køre igennem portene ved Viby Renseanlæg, indtil broen er kommet op igen.
»Det er sgu ikke min idé, det er borgernes idé. Jeg har set flere forslag, og jeg synes, det her er en rigtig god idé,« sagde Jesper Kjeldsen (S) tidligere om løsningsforslaget til avisen.
Men han tog idéen med videre til undersøgelse i Teknik og Miljø.
Dyr og tidskrævende løsning
Sagen er nu blevet undersøgt. Ifølge Teknik og Miljø vil det godt kunne lade sig gøre, at bus 11 kan køre gennem portene ved Viby Rensningsanlæg. Men problemet er bl.a., at det vil tage mellem to og tre måneder at etablere den midlertidige løsning, og det vil koste 1 million kroner.
Jesper Kjeldsen (S) forstår derfor godt, at Teknik og Miljø har valgt at droppe idéen. Han mener dog, at de burde have undersøgt løsningen lang tid før, da broen snart har manglet i to år.
Hvis ansvar er det, at det er gået så langsomt med at finde en løsning?
»Udfordringen ligger i Teknik og Miljø. De har behandlet det her ringe. Som jeg ser det, er man hos Aarhus Vand åbne over for at løse de udfordringer, der er, når man skal køre en bus igennem kritisk infrastruktur. Den løsning, jeg spiller på banen, er rimelig oplagt, og den kunne Teknik og Miljø bare have lavet. De har ikke taget ansvar for et problem, de har været med til at skabe. Det bekræfter den nedprioritering, der har været på det her område, og det er ikke i orden. Sådan noget som det her er med til at skabe politikerlede, og det er ærgerligt,« siger Jesper Kjeldsen (S) og fortsætter:
»En million kroner havde været en lille udgift i december 2023, men det er det ikke i dag. Det er for sent at implementere løsningen set i lyset af, hvad det vil koste. Jeg har svært ved at se, hvad man ellers kan gøre på nuværende tidspunkt.«
Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), lægger sig fladt ned:
»Jeg synes, borgernes frustrationer fuldstændig berettigede, og man burde kunne forvente bedre af Aarhus Kommune. Det kan jeg kun beklage,« siger han og fortsætter:
»Det viser, at vi ikke har været parat til at justere de her situationer, og vi har faktisk ændret vores procedurer, skulle noget som dette ske igen. Det har simpelthen ikke været godt nok. Det er helt uacceptabelt, at man skal vente så længe på at få en bro, så vi kan en fornuftig offentlig transport. Hvis jeg skal vende blikket indad og kigge på min egen rolle, så skulle jeg have trådt ind i den her beslutningsproces noget før.«