Har manglet bro og bus i to år: Nu vil politiker have sparket portene ind til kæmpe renseanlæg
En genvej gennem Viby Renseanlæg skal få bus 11 tilbage på sin gamle rute før tid, hvis det står til Jesper Kjeldsen (S), medlem af Teknisk Udvalg. Ifølge Aarhus Vand er man nu »i fuld gang med at afklare mulighederne for buskørsel på renseanlægget.«
Siden november 2023 har borgere tæt på Viby Renseanlæg måttet gå ekstra langt efter bus 11.
Bussen har de seneste knap to år været nødsaget til at køre ad andre veje, efter broen over Døde Å blev akut revet ned.
Det gjorde man dengang, da det pludselig begyndte at stå ned i stænger, og man hos kommunens kriseberedskab frygtede, at det nærliggende rensningsanlæg ville kunne blive oversvømmet, hvis ikke man skyndte sig at sikre åen et større gennemløb.
Så ned kom broen – og det har den været lige siden, og de seneste meldinger lyder, at den først kommer op igen og er klar til brug til februar 2026.
Men hvis det står til Jesper Kjeldsen (S) ,medlem af Teknisk Udvalg, så er den tidsplan, som kommunen for nylig meldte ud, ikke god nok, og han har nu bedt Teknik- og Miljø-forvaltningen undersøge muligheden for, at de gamle busstoppesteder kan komme i brug igen snarest muligt.
Den foreslåede løsning er at lade bus 11 midlertidigt og undtagelsesvis køre igennem portene ved Viby Renseanlæg, indtil broen er kommet op igen.
»Det er sgu ikke min idé, det er borgernes idé. Jeg har set flere forslag, og jeg synes, det her er en rigtig god idé,« siger Jesper Kjeldsen (S) om løsningsforslaget, Teknik og Miljø nu er blevet sat til at undersøge nærmere.
Der skal selvfølgelig være en eller anden form for sikkerhedsniveau omkring det, men det må man simpelthen løse. Alt andet vil være rigidtJesper Kjeldsen (S), medlem af Aarhus Byråd.
»Alt andet vil være rigidt«
To parter har spillet en central rolle i sagen om den nedrevne bro: Aarhus Kommune og Aarhus Vand. Og her opfordrer politikeren især sidstnævnte til at vise »fleksibilitet« og imødekommenhed over for den midlertidige og alternative løsning:
»Alt andet lige så har Aarhus Vand også spillet en faktor i den her sag, og det er jo Aarhus Kommune, der er gået ind og har reddet det rensningsanlæg, som de ellers skulle have stået og bakset med. Så jeg synes, at Aarhus Vand skal lægge sig i selen og prøve at lade principperne om, hvad man kan, og hvad man ikke kan, stå lidt til side, og så prøve at finde en løsning, så bussen kan køre igennem ved rensningsanlægget,« siger Jesper Kjeldsen.
Hvordan det helt præcist skal fungere i praksis og bedst muligt, vil politikeren lade fagfolk vurdere, siger han. Men Jesper Kjeldsen foreslår selv, at en nummerpladelæser ved renseanlæggets porte kunne være en mulig løsning, så det kun er bussen, der kan få lov at køre ind.
»Jeg tænker, at der må være en teknisk løsning på det. Det handler om, om man praktisk vil gå ind i det. Og hvis viljen er der til at gå ind i det, så kommer den tekniske løsning også,« siger han og tilføjer:
»Men jeg forestiller mig ikke, at det er noget, som skal være særligt bekosteligt. Men der skal selvfølgelig være en eller anden form for sikkerhedsniveau omkring det, men det må man simpelthen løse. Alt andet vil være rigidt,« siger byrådspolitikeren.
Det kræver, Aarhus Vand vil spille bold
Jesper Kjeldsen er dog bevidst om, at det er et stykke kritisk infrastruktur med lukkede porte, som han nu foreslår, at en bybus midlertidigt skal have lov til at passere.
»Det er muligt, der kan være en eller anden form for jura i det, men her er det, at jeg appellerer til, at man prøver at udvise en eller anden form for fleksibilitet. For jeg tror, det her handler mere om vilje end om jura. For selvfølgelig kan du finde en paragraf, som du kan dække dig ind under. Men det kunne også være, at man kunne finde en paragraf, som rent faktisk kunne gøre det muligt at være en lille smule fleksibel i den her sag, som efter min mening, burde være løst for længe siden,« siger han.
Tror du, det er sandsynligt, at det kan lykkes?
»Rent teknisk burde det jo godt kunne lade sig gøre. Men det kræver, at Aarhus Vand spiller bold, og den opfordring er hermed givet videre,« siger byrådspolitikeren.
Aarhus Vand oplyser kort i en mail til avisen, at man »er i fuld gang med at afklare mulighederne for buskørsel på renseanlægget«, og at det kommunalt ejede vandforsyningsselskab herefter kommer til at levere sit input til Aarhus Kommunes Trafik og Veje-afdeling.