Fortsæt til indhold

Byrådet siger ja til ny, grøn Jernbanegade

Syddjurs Byråd har godkendt en ekstra bevilling til fornyelsen af Jernbanegade i Ebeltoft.

Samfund

Byrådet i Syddjurs har 29. oktober 2025 godkendt en markant udvidelse af budgettet til områdefornyelsen af Jernbanegade i Ebeltoft.

Med beslutningen vokser det samlede budget fra 819.005 kroner til 1.948.351 kroner – mere end en fordobling af det oprindelige beløb.

Projektet, som er udarbejdet i samarbejde mellem kommunen og lokale aktører som BLIS, Ebeltoft Handelsstandsforening, Ebeltoft Distriktsråd og Jernbanegadegruppen, skal forvandle gaden fra en trafikeret vej til et grønt og aktivt byrum med plads til ophold, mødesteder og byliv.

Med de nye midler bliver det muligt at gennemføre projektet i den ønskede kvalitet – især omkring krydset mellem Jernbanegade og Adelgade, der skal fungere som et centralt ankerpunkt for handel, kultur og byliv.

Samtidig kan der etableres grønne opholdsrum, beplantning og tekniske installationer til el, vand og mobile afspærringer, så gaden kan bruges som eventområde ved eksempelvis Ebelfestivalen.

Syddjurs Kommune understreger, at der ikke blvier tale om at lukke dele af gaden af permanent, så der vil under normale forhold stdig være genemkørsel til fordel for de handlende.

Ifølge Syddjurs Kommune vil den styrkede områdefornyelse give Jernbanegade et løft, der både kan fremme handelslivet og skabe bedre sammenhæng mellem bymidten og havnen.

Projektet gennemføres som en del af den langsigtede udviklingsstrategi Ebeltoft i Udvikling og forventes igangsat i løbet af 2026.

Projektet havde oprindeligt et budget på cirka 819.000 kroner, hvoraf 630.000 kroner var afsat til anlægsarbejde.

Den ekstra bevilling kommer dels fra en statslig pulje til bymidtefornyelse i 2025, hvor Syddjurs Kommune er tildelt omkring 677.000 kroner, og dels fra kommunale midler svarende til 40 procent af puljebeløbet – cirka 450.000 kroner – som stammer fra et overskud af 2024-midler til områdefornyelse og bygningsfornyelse.