Fortsæt til indhold

Virksomheder vil lave kæmpe energipark ved Udbyhøj - men strømmen kan slet ikke komme væk derfra

Naboer kan ikke se logikken i at udvide den eksisterende energipark, når strømmen ikke kan føres væk fra området.

Samfund

850 hektar solceller og 52 vindmøller. Det er, hvad firmaerne Wind Estate og Eurowind Energy vil opføre på arealer ved Udbyhøj og Sødring. Der er allerede 46 vindmøller i området, og energivirksomhederne ønsker at opføre seks nye vindmøller og skifte ti eksisterende vindmøller ud med nogle, der er højere.

Solcelleanlæggene har en forventet årlig produktion på 833.000 megawatttimer. Udvidelsen af vindmølleparken vil give en årlig produktion på forventet 314.000 megawatttimer.

Det er rigtigt meget strøm. Måske mere end hvad elnettet egentlig kan bære.

I hvert fald fortæller flere naboer, at de på et møde i slutningen af september, hvor de blev præsenteret for projektet af Wind Estate og Eurowind Energy, fik at vide, at strømmen ikke kan fragtes ind til Randers. Den kan simpelthen ikke komme væk fra Udbyhøj-området.

Og noget tyder på, at der er noget om snakken.

»Der er områder i Danmark, hvor den grønne omstilling har medført et øget behov for udbygning af elnettet, og hvor der derfor i dag er begrænset kapacitet - herunder området omkring Randers,« siger Jakob Rosenberg, der dog ikke forholder sig til den konkrete forbindelse, men kapaciteten i elnettet generelt.

Han er områdeleder i strategisk projektudvikling hos Energinet. Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. De ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark for blandt andet at indpasse mere vedvarende energi og at opretholde forsyningssikkerheden.

Ingen planer om udvidelse

Som sagt er Randers et af de områder i Danmark, hvor den grønne omstilling kræver en udbygning af elnettet. Det kan blandt andet kræve flere højspændingsstationer, flere højspændingsledninger, elmaster og så videre, oplyser områdelederen fra Energinet.

Han kan ikke komme med et bud på, hvad sådan en udvidelse vil koste, da det er »komplekst, sammenhængende og bliver påvirket af mange lokale forhold«.

På nuværende tidspunkt har Energinet ikke planer om at udvide elnettet mellem Randers og Udbyhøj. Det viser en gennemgang af selskabets anlægsprojekter samt ’Hovedrapport 2024 langsigtet udviklingsplan - plan for det danske energisystem frem mod 2050’.

Og det får naboerne til at stille spørgsmål.

»Det er alt for dyrt at få strømmen ind til Randers. Der er ikke nogen, der vil bekoste en udvidelse af ledningsnettet fra Randers og herud. Energiparken bliver alt for stor,« siger Jens Nielsen, der bor i Sødring.

Mulighed for datacenter

På det møde i slutningen af september, hvor naboerne fik at vide, at strømmen ikke »kunne komme væk fra« Udbyhøj-/Sødring-området, luftede Wind Estate og Eurowind Energy derfor muligheden for at bygge et datacenter, der kan aftage en stor del af strømmen.

»Vi kan ikke se logikken overhovedet. De ved overhovedet ikke, om der er nogen, der er interesserede i et datacenter her,« siger Karen Frederiksen, der bor i Udbyhøj, og fortsætter:

»Det er ødelæggende for så mange mennesker. Det er altid landområderne, der skal betale - vi er så få, så vi er lige meget. Vi er nemme at ignorere.«

Hun spørger, hvorfor energianlægget ikke kan flyttes ind til Randers.

»Det er der, strømmen skal bruges,« siger hun.

Og det kan der være noget om.

»Vi er mange steder i landet i gang med en udbygning af elnettet, men det er både omfangsrigt og tidskrævende, ligesom det berører mange mennesker. Derfor er der også god ræson i at placere produktionen af grøn strøm sammen med virksomheder og industri, der skal bruge den. På den måde kan vi udnytte den grønne strøm bedre uden at lægge beslag på kapacitet i elnettet,« siger Jakob Rosenberg fra Energinet.

Din Avis har forsøgt at få en kommentar fra Wind Estate, men det er ikke lykkedes