Fortsæt til indhold

Verdensballetten vender tilbage til det sommergule slot i 2026

Verdensballetten vender tilbage til Møllerup Gods i 2026. Publikum kan se frem til endnu en sommeraften med ballet, opera og klassisk musik under åben himmel.

Samfund

Sommeraftenen vil igen fyldes med magi, når Verdensballetten vender tilbage til Møllerup Gods i 2026.

Efter en velbesøgt tilbagevenden i 2025 – den første optræden på Møllerup Gods i seks år – er det en kendsgerning, at Verdensballetten igen kommer til Møllerup Gods i 2026.

Publikum kan se frem til endnu en sommeraften med ballet, opera og klassisk musik under åben himmel, når den internationale forestilling opføres på den historiske lokalitet.

Den næsten udsolgte forestilling i 2025 bekræftede publikums interesse for Verdensballettens format og rammerne på Møllerup, mener man på det sommergule slot i Kejlstrup.

»Det var en stor fornøjelse at byde Verdensballetten velkommen tilbage til Møllerup. Publikum modtog forestillingen med en varme og entusiasme, der tydeligt viste, at både stedet og oplevelsen har en helt særlig betydning for mange. Vi er derfor meget stolte over igen at kunne invitere til at opleve Verdensballetten på Møllerup i 2026,« udtaler Alexander Gamborg, Møllerup Gods.

Fredagsåbent

Verdensballetten optræder fredag 10. juli, og Møllerup Gods opfordrer interesserede til at følge med på hjemmesiden og sociale medier, hvor nyheder og særlige oplevelser bliver annonceret.

Virksomheder, der ønsker at skabe en særlig oplevelse for kunder eller medarbejdere gennem et eksklusivt sommer-VIP-arrangement i forbindelse med Verdensballetten, er velkomne til at kontakte Møllerup Gods direkte.

Verdensballetten har i 2026 hele 19 sæsoner på bagen.